Palmesøndag del 394
(Lingui – les liens sacrés, Mahamat-Saleh Haroun, Tchad
Cannes 2021)
Abouna (2002), Daratt (2006), A Screaming Man (2010), GriGris (2013). Fire film om mænd i Tchad, om fædre og sønner, om borgerkrige, krigsforbrydelser, hævn og tilgivelse. Få afrikanske instruktører har skabt så stærkt et auteur-ouvre som de her fire film. De ligner hinanden, men er også forskellige. Hvis man ser dem alle, så påvirker de hinanden, tematikker udvikler sig, spørgsmål går igen og bliver besvaret forskelligt. Det er stærkt arbejde. Men måske Haroun herefter havde lyst til at lave noget andet.
Efter GriGris lavede Haroun først dokumentar-filmen Hissane Habré: A Chadian Tragedy. Her blev det abstrakte konkret. Hvor Harouns film i høj grad havde været vage omkring specifikke omstændigheder i Tchads historie, så fokuserede han her specifikt på diktator Hissène Habré, der sad på magten i landet fra 1982 til 1990, og som også spillede en rolle i Cannes-filmen La Captive du Desert fra 1990. Selv i et land med så voldelig og kaotisk en historie som Tchad, så er årene med Habré særskilt mørke, og Haroun afdækker i sin film hvordan traumer og konflikter fra dengang lever videre hos landets befolkning.
A Season in France (2017) foregik derefter, som titlen antyder, i Frankrig. Den handler om en flygtning fra den Centralafrikanske Republik, Tchads naboland mod syd, hvis liv går i stykker efter at han får afslag på asyl. Begge film er meget anderledes end Harouns centrale værker, omend de ikke er enestående, Haroun har lavet flere dokumentarfilm om mindre emner, ligesom tv-komedien Sex, Okra and Salted Butter også handlede om immigranter i Frankrig.
Men med Lingui – The Sacred Bonds lavede Haroun noget helt nyt: En film om kvinder! Og leverede et værk så stærkt, at han sagtens kunne arbejde videre i det spor fremover.
I stedet for fædre og sønner, så handler det denne gang om mor og datter! Amina bor alene sammen med sin teenage-datter Maria. Hun har ikke haft nogen kontakt med sin familie, som slog hånden af hende da hun blev gravid som ung. Så da det samme sker for Maria, så er Amina opsat på at hjælpe, selvom hun til at starte med bliver chokeret, da hun hører at Maria vil have en abort. For sådan noget gør man ikke som muslim i Tchad. Men snart forsøger de to kvinder at få organiseret en illegal abort, og da pludselig også Aminas søster beder om hjælp, eftersom søsterens mand vil have deres datter skal omskæres, så er det snart som om en række kvinder på kryds og tværs af samfundet må hjælpe hinanden. ‘Lingui’, kalder søsteren det. Det betyder åbenbart noget i retning af ‘hellige bånd’. Den slags har kvinder i Tchad med hinanden.
Harouns kvindelige karakterer var førhen ikke hans stærkeste side, men Amina er fascinerende. Da vi møder hende er hun hårdtarbejdende enlig forsørger, og stærkt troende muslim. Hun går med tørklæde, og vi ser hende på et tidspunkt be helt alene uden for moskéen, hvor kun mænd har adgang. Man kan lidt abstrakt sige, at filmen handler om at finde hendes ‘lingui’, hendes tilknytning til kvindekønnet og hendes kvindekrop, men da Amina begynder igen at udforske hendes kvindelighed, så finder hun ro i et ret maskulint udtryk. Hun er lav og tæt – hendes datter er så meget højere end hende, at jeg på et tidspunkt blev helt forvirret over hvem der skulle forestille at være ældst – med jeans og t-shirts, og er i høj grad en tomboy.
Haroun var ret særlig i og med han i så høj grad brugte mandekroppe til at vise Tchads ulykker. Rigtig mange andre kunstnere bruger den lidende kvinde som symbol på det lidende land, så kan man måske endda også smide lidt voldtægt oveni og have lidt nøgen kvindekrop i sin film. Så på den vis var Harouns fokus ret interessant, men der er naturligvis enorme konkrete kønnede udfordringer i Tchad, som Lingui dykker ned i. Da sønnen i A Screaming Man havde gjort sin kæreste gravid, så var det ikke noget man tog så tungt, omend den gravide kvinde ikke længere ville bo hos sin egen familie. Amina fortæller ret klart, at hun blev udstødt, da en ungdomsforelskelse endte med et barn. Den mulige fordømmelse hænger stadigvæk i luften, når Amina snakker med imamen om hvorvidt hun kommer nok i moskéen eller ej. Seksuelle overfald virker også til at være hverdag, og så er der naturligvis spørgsmålet om omskæring. Det hænger i luften som den måske største katastrofe man kan blive udsat for.
Men er der særlige kvindelige katastrofer, så er der også særlige kvindelige bånd. Hvor mændene i Harouns film ikke rigtig stablede nogen form for kollektiv modstand på benene – i GriGris opstår kampen mod gangsterne først da GriGris og Mimi flygter ud til en lille landsby befolket af kvinder – så har kvinderne i Lingui bakset et helt lille undergrundssystem op, med hemmelige klinikker og hjælpsomme læger. Her igennem kan man ikke så meget kæmpe mod undertrykkelsen, som omgå og snyde den. Det ene forsøg på reel modstandskamp i filmen fremstår langt mindre tilfredsstillende, end når kvinderne handler i smug.
Fokus på kvinder betyder også et æstetisk skift for Haroun. De går mere farvestrålende klædt, så der arbejdes mere med primærfarver. Der hænger stof mange steder i billederne, som giver dem en farvestrålende, blød og utydelig dimension. Filmen åbner med at der laves kurve, hvilket fik mig til at tænke på Ursula Le Guins ‘bæreposeteori’ om fiktion, der ønskede en fiktion baseret mindre på våben og mere på kurve, mindre på krig og kamp og mere på omsorg og behandling. Lingui er et meget godt eksempel på sådan en slags film. Det skal heller ikke være for binært, dertil er Amina for meget en tomboy, men det er klart et forsøg fra Harouns side på at føje nogle dimensioner til hans projekt med at skabe en filmisk fortælling om Tchad. Det fungerer så godt, fordi det viste sig, at han var i stand til at variere stort set alt, fra plot til karaktertegning til æstetik.