Palmesøndag del 346
(După dealuri, Cristian Mungiu, Rumænien
Cannes 2012, Bedste Manuskript (Cristian Mungiu) + Bedste Skuespillerinde (Cristina Flutur og Cosmina Stratan)
Det var Cannes der fik den rumænske nybølge til at rulle – det var i Cannes at filmene vandt priser og fik opmærksomhed. Men man kan også lidt sige, at det var Cannes, der fik bølgen til at dæmpe sig igen. Det er mærkeligt at tænke tilbage på, at efter rumænske film havde domineret sidekonkurrencerne i årevis, og efter at den første rumænske nybølge-film der blev opgraderet til Hovedkonkurrence vandt Guldplamen, at der alligevel skulle gå fem år før en rumænsk film igen blev lukket ind i det gode selskab. Og imens var Un Certain Regard stedet for rumænske hovedværker som Corneliu Porumboius Politi, Adjektiv (2009, vandt Jury Pris), Cristi Puis Aurora og Radu Munteans Tuesday, After Christmas (2010) og Cătălin Mitulescus Loverboy (2011). Da Cristian Mungiu til gengæld blev inviteret tilbage i 2012 med Beyond The Hills var signalet ret tydeligt: Der var ikke så meget en kollektiv bølge, der var Mungiu, og så var der alle de andre.
Beyond The Hills var også anderledes end mange tidligere nybølge-film: Med sit fokus på religion og en nærmest mytisk fortælling – baseret på en virkelig exorcisme fra Tanacu i 2005 – placerer den sig et lidt andet sted end ved realismen. Men filmen er til gengæld fremragende som auteur-værk. Mungiu udvikler sit filmsprog, kommer tættere på en særlig Mungiu’sk æstetik, som han bruger til yderligere at behandle og komplicere de pointer, han på så medrivende vis arbejdede med i 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Det er dog uomtvisteligt noget mindre medrivende denne gang.
Én af de ting, som Mungiu gentager fra 4 måneder, 3 uger og 2 dage er at Beyond The Hills også har fokus på to kvinder i hovedrollerne, der må kæmpe for at finde rundt i det rumænske samfund. Alina (Cristina Flutur) og Voichita (Cosmina Stratan) voksede op sammen på en børnehjem, hvor forholdene tydeligvis var hårrejsende, og de har stadigvæk et stærkt bånd, selvom de nu har valgt meget forskellige veje i livet. Alina rejste til Tyskland, men er kommet tilbage til Rumænien i håb om at få Voichita med tilbage, så de to kan arbejde sammen på et krydstogtskib. Men Voichita er blevet nonne i et lille kloster, hvor en ung konservativ præst bestemmer det hele, og hun er ikke klar til at kaste alt væk og rejse bort. Da Alina bliver afvist begynder hun at få det meget dårligt, får hvad der minder om anfald, og snart begynder klosteret at snakke om hvorvidt hun er blevet besat af den onde. Ligesom med Gabriela og Ottilia hos abortlægen i Mungius tidligere film er to kvinder nu endt i en situation, der er meget mere farlig og fatal end den burde være.
Der er én ting som er ændret fra 4 måneder, 3 uger og 2 dage til Beyond The Hills, og det ligger i titlen. I filmens åbningsscene går Alina og Voichita op af bakken, og vi ser hvordan klosteret dukker frem omme bag bakken. Det her sted, det her rum, var der aldrig i den tidligere film. Klosteret er et hårdt og fattigt sted, men det er et sted som alligevel er noget nær et fristed for forældreløse kvinder. Da Voichita besøger et børnehjem er der en anden ung kvinde, der gerne vil være nonne, og vi hører siden i en løs bemærkning, at drengene på børnehjemmet konstant voldtog de unge kvinder. Klosteret er ikke noget feministisk sted – pointen med samtalen om voldtægterne er, at en anden nonne antyder Alina har haft sex som meget ung, og derfor har syndet, desuagtet at hun i så fald var offer for voldtægt – men det er et rum hvor man kan være lidt fri for samfundets konstante pres som ung kvinde.
Vi ser det her pres hver gang karaktererne kommer ned fra bakkerne, i en række scener filmet på hvad der nu virker som typisk Mungiu’sk vis. Lange klip – ofte bare én indstilling per scene – og kompositioner med rigtig meget i både forgrund, mellemgrund og baggrund, og hvor man mærker resten af verden hele tiden trænger sig på. Da de er på hospitalet med Alina ligger der således en anden ung kvinde foran hende, en femten-årig pige, der er hoppet ud af et vindue fordi hendes menstruation udeblev. Hos politiet går en kvindelig betjent rundt i baggrunden og fortæller om fødselsdage på stationen, og den mandlige betjent Voichita taler med er mest interesseret i om hun kender en fotograf de mistænker for hvad der lyder som børneporno – og ja, Voichita er også blevet fotograferet, i endnu en af filmens referencer til seksuelle overgreb. Det er en film der er kritisk overfor det lukkede religiøse miljø, men som så sandelig også stiller sig kritisk overfor verden udenfor.
De her overfyldte total-billeder er efterhånden unikt Mungiu’ske. Og Beyond The Hills viser at de ikke bare hørte hjemme i Ceaușescu-tiden, men også kunne bruges til at skildre den post-kommunistiske rumænske virkelighed. Den rumænske stat skaber stadigvæk ikke rum nok til sine borgere, rum hvor de kan være i sikkerhed, hvor der kan tages hånd om deres problemer, hvor de kan være sig selv. Alt er overfyldt, handlinger bryder ind i hinanden, håbet om det gode liv kommer stadig via nære relationer, eller nu måske via et religiøst fællesskab. Det er en pointe som Mungiu formidler med en særskilt filmisk metode, omend han stadigvæk har meget fokus på manus og skuespil – de to ting, der vandt priser i Cannes.
Beyond The Hills er dog en af de mere tunge film Mungiu har lavet. Den er næsten to en halv time lang – en halv time længere end 4 måneder, 3 uger og 2 dage, og den har langt mindre fremdrift. I første halvdel af filmen følger vi meget Voichita ordne ting nede i byen, som viser sig ikke at have noget med plottet at gøre, og da Alina begynder at få det rigtig skidt ruller tingene meget hurtigt ned i mørket. Der er ikke nogen lang suspense-fuldt scene, som da abort-lægen begynder at skrue bissen på overfor Gabriela og Ottilia. Der er et kloster, der ikke aner hvad de skal gøre, og som gør forfærdelige ting ved den unge kvinde med det samme. Handlingen eskalerer ikke på samme måde som i Mungius tidligere film, man bliver ikke hevet med på samme måde. Der er rigtig meget at tænke over, men ikke lige så meget man føler.
Der er en mudder-metafor ved filmens slutning. Et langt klip hvor vi ser verden gennem en bilrude, hvor pludselig en forbikørende bil sprøjter så meget mudder op at ruden bliver helt dækket. Vinduesviskere fjerner nok mudder til at vi kan se igennem igen, og så må det være godt nok. Det er en flot måde at slutte filmen på, men også en lidt åbenlys metafor: At det rumænske samfund blot har fjernet nok af Ceaușescu-tidens mudder til at kunne køre videre, men ikke er i stand til at tage et gennemgribende opgør med fortiden. Den er lidt tung, men det var nok også vigtigt for Mungiu at få det sagt. At få forbundet fortællingen fra 4 måneder, 3 uger og 2 dage med en mere nutidig fortælling, at få vist hans Mungiu’ske filmsprog var adækvat til også at skildre nutidens problemer. Beyond The Hills er en fremragende Cannes-film, en auteur, der udvikler sig selv. Men det var rigtig mange af disse års rumænske film nu også, og det er lidt trist Mungiu her fik status som den eneste rumænske instruktør, der var værd at se.