Palmesøndag del 410
(L’humanité, Bruno Dumont, Frankrig
Cannes 1999, Jury Grand Prix + Bedste Skuespillerinde (Séverine Caneele) + Bedste Skuespiller (Emmanuel Schotté))
Humanité er helt åbenlyst den franske instruktør Bruno Dumonts store gennembrudsfilm. Den er to en halv time lang, filmet i bredformat, og er på alle måder kæmpe stor. Og så blev den en gigantisk Cannes-succes, vandt både Jury Grand Prix og begge skuespilpriserne (Bedste Skuespillerinde blev dog delt med Émilie Dequenne for Rosetta). Det er her Dumonts status som en af Frankrigs største nyere auteurs blev slået fast.
Og så alligevel. Der er noget hult over Humanité som gennembrud, måske bedst eksemplificeret ved at ingen af de to vindende skuespillere Séverine Caneele og Emmanuel Schotté fik nogen stor karriere ud af triumfen. Humanité er så mærkelig, og stykket sammen af så mange mærkværdige dele, at det er svært at regne ud præcis hvad det er som egentlig er brudt igennem. Hvem er Dumont? Hvad er det han vil? Selvom Humanité fægter med kæmpe armbevægelser, så virker den nogle gange mere som et ordløst skrig, a la når filmens hovedperson skriger af et forbikørende tog. Måske ikke så mærkeligt slingrede Dumonts karriere da også lidt rundt i årene efter hans store prisvinder.
Men i dag, femogtyve år efter, har Dumont formået at skabe en af de vigtigste filmografier i moderne fransk film. Hvoraf rigtig meget trækker tråde tilbage til de tidligste film, og særligt netop Humanité. Så i dag, så virker den som et gennembrud igen. Som første gang en af de mest egensindige instruktører i moderne film fik proppet næsten alt ned i én ramme. Og nu virker den faktisk ikke helt så mærkelig for mig længere. Nu virker den bare god.
Dumonts debut La vie de Jésus (1997) var mere eller mindre socialrealisme om disillusioneret ungdom i det nordlige Frankrig, bortset fra at filmen var krydret med eksplicitte sexscener – optaget med pornostjerner som standins – og at unge Freddy begyndte at bruge sin tid på at voldtage kvinder og tæske immigranter til døde. Det var dermed en del af den bølge af franske film med chokerende mængder vold og sex, der f.eks også talte Catherine Breillat (Romance (1999), Fat Girl (2001)) og Gaspar Noé (I Stand Alone (1998), Irréversible (2002)). La vie de Jésus har en hel masse ting som er typisk Dumont, som han har arbejdet med igen og igen i film efter film, men eftersom det var hans debut var det nok ikke så let at få øje på.
Men det er meget let at se, at Humanité er som intet andet. Også selvom det på overfladen er noget så normalt som en kriminal-film. Schotté spiller Pharaon de Winter, en for genren umanerlig typisk karakter, empatisk politimand, hjemsøgt af sorg efter hustru og barn omkom i en ulykke. Det er lidt mærkeligt at han er opkaldt efter en kendt fransk maler, men i filmens fortælling er han malerens efterkommer, hvilket bliver helt tydeligt i en scene hvor han besøger et museum, der er ved at lave en udstilling med hans forfaders malerier.
Det er også ganske typisk, at mordet som Pharaon efterforsker er på en elleve-årig pige, der er blevet voldtaget inden hun blev myrdet, og hvis nøgne krop nu ligger efterladt i landskabet som var det blot en bunke kød. Men så holder filmen egentlig også op med at være typisk. F.eks er det virkelig mærkeligt, at fordi mordet finder sted om fredagen, så går Pharaon på weekend inden nogen som helst efterforskning overhovedet er gået i gang. Og derfor handler de næste fyrre minutter om, at han cykler i landskabet, arbejder i sin lille nyttehave, og hænger ud med naboen Domino (Caneele) og dennes kæreste Joseph (Philippe Tullier). Først derefter begynder Pharaon jagten på morderen, men det foregår ret vilkårligt og uden plan og mening, så f.eks rejser han en tur til London for at høre om nogle togrejsende på det lokale tog evt har set noget. En række andre sidehistorier begynder at flette sig ind i filmen, og til sidst er krimiplottet bare et bielement i en film, der handler om alt muligt andet. Vi får dog at vide hvem morderen er. Hvilket Dumont efterhånden holdt op med at gide afsløre når han senerehen vendte tilbage til krimi-genren…
Dumont er ikke den store fan af fortællinger. Han sagde på et tidspunkt om hans forhold til plot: ‘You need one, of course, but it’s of secondary importance. I write about places, not about stories.‘ (citeret i The Sense of Place in Contemporary Cinema af Corinne Maury s. 147 og oprindeligt fra et interview med Dumont fra 2011) Det er så også et helt særligt sted Dumont laver film om: Både La vie de Jésus og Humanité foregår i den lille franske på Bailleul helt oppe i det nordligste Frankrig, som Dumont også selv er fra. Og Dumont har efterhånden udviklet sig til den helt store filmiske skildrer af Nordfrankrig. Det begynder også for alvor i Humanité med den vidunderlige cinematografi i bredformat af Yves Cape, der nærmest får filmen til at ligne en kæmpe western. Det er en skramlet avantgarde amatøristisk outsider-film, men ligesom med f.eks Lars von Triers Breaking the Waves skaber det, at det hele er blæst op i storformat, en følelse af seriøsitet og vigtighed, der synes at høre til den aller sidste postmoderne tid. Store dele af Humanité er så bizar at man umuligt kan tage den seriøst, men det insisterer storformatet alligevel på at man skal, og den effekt er fantastisk.
Men det er ikke helt nemt at tage det hele seriøst. F.eks er der Schotté. Han var tidligere soldat og havde aldrig lavet film før, da Dumont castede ham til hovedrollen, og han virker aldrig helt rigtigt som om han ved hvordan man spiller skuespil. Øjnene er for store, han er for direkte, diktionen er for forstillet. Men det passer jo til rollen som en mand, der er så smadret af sorg, at han ikke længere kan indgå i almindelige sociale relationer. Og det passer endnu bedre til filmen, eftersom dens tese lidt er at menneskelighed i det store hele er noget dyrisk og ondt noget, hvorfor Pharaon de Winters manglende menneskelighed paradoksalt bliver til en manglende dyriskhed, en manglende ondskab, og dermed nærmest som en hellig karakter, a la Dostojevskijs idiot.
Det lyder måske lidt storladent, men Dumont har det også med at slå meget store brød op, særligt med hans filmtitler. La vie de Jésus, Humanité, og læg dertil Hors Satan (2011), France (2021) og Hadewijch (2009), hvor titelkarakteren er opkaldt efter en mystiker fra 1200-tallet. Det er de helt store dramaer mellem godt og ondt, der udspiller sig i det nordfranske landskab, hvor de fleste af Dumonts film finder sted. Og det selvom filmene er nærmest anti-episke i deres brug af amatørisme og skæve indfald. Men at Dumont starter så skævt, i udkanten af Frankrig, med amatører og anti-fortællinger, og så kører det op på den helt store klinge, får ham til at minde lidt om den polske forfatter Olga Tokarczuk. Der er hos Dumont den samme modsætning mellem noget stort og episkt og noget udenfor og anderledes, som der er i Tokarczuk-romaner som Rejsende og The Books of Jacob.
Yves Cape fortalte i 2011 at Dumont havde givet ham film fotograferet af den mexikanske fotograf Gabriel Figueroa, for at vise ham hvordan han gerne ville have himlen til at se ud (citeret i Maury s. 157). Det må næsten være film af den store instruktør Emilio Fernández der er tale om, det var i hvert fald ham, der altid ville have billeder af himmelen. Det slog mig som en helt åbenlys inspirationskilde, efter jeg havde læst det. Fernández forsøgte at skabe et filmisk portræt af Mexiko, i al sin komplekse sammensathed. Dumont nøjes for det meste med Nordfrankrig, han er netop ikke nationalist på den måde. Men det er hans filmiske billede af Nordfrankrig, som er så ekstremt filmisk gennemarbejdet, og så løftet helt op nærmest til det teologiske (og så i de seneste film igen sat helt ned i det lavkomiske og groteske), at Dumont er så ekstremt interessant. Og det arbejde kan man i dag se starter med Humanité.