Palmesøndag del 348
(Wes Anderson, USA
Cannes 2023)
Der har altid været to modstridende kræfter hos Wes Anderson. En æstetisk hang til orden, symmetri, gennemtænkte æstetikker. Og et fortællemæssigt fokus på uorden, traumer, ødelagte individer. De to modpoler har til tider fået hans film til at knirke, når de var værst til at føles komplet utroværdige – som når de traumatiserede brødre i The Darjeeling Limited bogstavelig talt efterlader deres bagage på perronen, og pludselig får det meget bedre. Andre gange har hans film føltes naive, barnlige umodne – hvorfor mesterværkerne kom da han omfavnede børneverdener i Moonrise Kingdom og hans animations-film.
Men med de seneste par film er Anderson begyndt at justere sin æstetik, så de to kræfter i stedet kommer til at spille sammen. I The French Dispatch blev æstetikken drevet ud i det ekstreme, så det snarere end orden kom til at virke som monomani og galskab. Og i Asteroid City tager Anderson for alvor mørket indenbords. Resultatet er en forbløffende kantet og knudret film, der måske vil begynde at skubbe folk lidt væk. For Anderson er blevet en instruktør, der udfordrer sig selv, og derfor begynder han også at bevæge sig ud på stærk usikker grund. Men hvor er det dog fascinerende at følge ham derud.
Astoroid City er en mærkværdig konstruktion. Det vi ser er vist et tv-program, præsenteret af Bryan Cranston, der dels består af en opsætning af skuespillet Asteroid City, dels består af nye scener om hvordan stykket blev til. De nye scener er i sort/hvid, og mimer æstetikken i et halvtredser tv-program. Men selve stykket er tværtom i vidunderlige farver, og ligner intet andet end en Wes Anderson-film.
Stykket er en tre-akter hvor en række karakterer ankommer til en lille by ude i ørkenen, hvor en asteroide engang slog ned. De fleste er ankommet til en astronomi-konvention for særligt begavede børn, men her er også en skolebus fyldt med kristne børn, og en lille gruppe syngende cowboys, foruden generaler, agenter og forskere. Krigsfotografen Augie Steenbeck (Jason Schwartzman, hans bedste præstation sammen med Listen Up Philip) har fire børn med, som han endnu ikke har fået fortalt, at deres mor er død. Han begynder at flirte med skuespilleren Midge Campbell (Scarlett Johansson), hvis method-agtige metoder får fantasi og virkelighed til at filtre sig sammen. Da mystiske ting sker i den lille by begynder virkelighed og drøm også at kollidere for alle karakterer – forældre, cowboys, generaler og særligt de kloge børn, der skal finde vej til voksenlivet – indtil også grænserne mellem teaterstykket og verden udenfor er på vej til at kollapse.
Hvad er det egentlig vi ser her, i blandingen af film, tv og teater? Den nemme forklaring ville være, at tv-programmet bruger de samme skuespillere til at lave lidt ekstra-materiale, men det kan ikke passe, for vi får at vide, at forfatteren Conrad Earp (Edward Norton) døde kort efter stykkets premiere, så han kan jo ikke spille med i tv-udgaven. Backstage-scenerne insinuerer også at ret mange involverede havde sex på kryds og tværs – inklusive et homoseksuelt forhold, som har været kontroversielt i halvtredserne – og det er lidt svært at forestille sig de involverede selv var gået med til at lave den slags scener. Plus at grænsen mellem de to verdener til tider knækker lidt, som når Bryan Cranston pludselig træder ind i farvefilmen, undskylder og går ud igen, eller når Augie Steenbeck pludselig fortvivlet udbryder ‘I don’t understand the play’, og er blevet til skuespilleren Jones Hall. Kulisserne i farvefilmen er også meget tydeligt ikke teater-kulisser, hvilket understreges når en bil til sidst kører væk i horisonten. Ligesom Jones Hall forstår jeg her overhovedet ikke hvad det er der foregår.
For samtidigt arbejder Wes Anderson meget bevidst med det teater-agtige. Han har førhen lavet ganske berømmede scener, hvor filmenes verdener skildres som små dioramaer – tænk f.eks skibet i The Life Aquatic – men i Asteroid City får vi i stedet opremset hele filmens verden i en scene hvor Conrad Earp læser højt hvilke kulisser der skal være på scenen – motel, diner, tankstation, etc. Og selvom kulissen virker for stor til at kunne fungere på en teater-scene, så virker det heller ikke som en logisk filmkulisse. Den er for åben, for tom – der står på et skilt at der bor 87 mennesker i byen, men det er et mysterie hvor de er henne – og præget af rent dekorative træk som f.eks en rampe til en motorvej, der aldrig er bygget færdig. Det virker som en lidt akavet legeplads, bygget i en øde og ubarmhjertig ørken.
Før hos Wes Anderson passede alting så fint sammen. Kulisserne er ikke det eneste knudrede ved Asteroid City. F.eks er der meget mindre musik, der ellers sædvanligt bandt Andersons film sammen. I stedet kan man svagt høre cowboysange i baggrunden af rigtig mange scener. Der er ekstra meget stilhed, mange akavede pauser, klipningen er langsommere og mindre rytmisk. Jeg syntes jeg så åbenlyse fejl i filmen, hvor f.eks mekanikeren sidder i en bil det ene øjeblik, det næste står på en stige. Mange af replikkerne er knudrede og gentagne, hvilket tydeligvis skal illudere at Conrad Earp havde en helt særlig stil, men også gør det hele mindre flydende. Helt generelt har Anderson skruet ned for alle de tricks, der førhen fik hans film til at hænge så eminent sammen, og har erstattet det med en masse mærkværdigheder og forhindringer.
Hvad er det Anderson har gang i? Vi hører, at Conrad Earps arbejdstitel på stykket var ‘The Cosmic Wilderness’, og i store dele af filmen kan man ane et sådan nærmest kosmisk vildnis. Ørkenen udenom den lille kulisse-by føles kosmisk vild. Forvirringen over de mystiske begivenheder føles kosmisk vild. Sorgen indeni Augie Steenbeck føles kosmisk vild. Kaosset og mørket føles overvældende, umuligt at håndtere – en gentagen replik handler om, hvordan sorg over tabte forældre aldrig går væk. Hvor tidligere Andersons karakterer kunne virke lidt upåvirkede over f.eks dødsfald, så virker de her mere ude af stand til på nogen som helst reel måde at håndtere deres enorme sorg. Selv den fineste menneskeskabte orden gør intet som helst overfor det kaos som er døden, sorgen, universets enorme ligegyldighed.
Der er ét til kosmisk vildnis, som Asteroid City får behandlet: Kunstens kosmiske vildnis. For er kunsten ikke lige så uforståelig som så meget andet? Fyldt med mærkværdige detaljer, som ikke engang kunstnerne selv kan forklare. Conrad Earp kan ikke forklare særligt én detalje i stykkets plot, og som nævnt går skuespiller Jones Hall i baglås, fordi han stadig ikke forstår pointen. Wes Anderson har nogen gange postuleret mening i sine film – tænk f.eks søslangen i The Life Aquatic, som karakterne endelig finder mens Sigur Ros lyder på soundtracket – men her er der en gigantisk meningsløshed lige i centrum af filmen.
Asteroid City er mørk, drømmende, bizar, fyldt med minutiøst planlagte detaljer, der aldrig nogensinde skaber et samlet hele. Det er en langt mere modig film, end hvis Wes Anderson bare havde gentaget sig selv. Han løfter sig voldsomt som kunstner i de her år. Han tilbyder ikke længere lette svar og perfekt orden. Han tilbyder mørke og forvirring. Og det er værd at tage imod Wes Andersons mørke. For som filmen også antyder det senere, så er det i mørket at vi drømmer. Og det er fra mørket, at vi vågner op til lyset igen.