Palmesøndag del 93
(Yang Kwei Fei, Li Han-hsiang, Taiwan
Cannes 1962, Teknisk Grand Prix)
Der er visse genrer som Cannes ka li, og visse den ikke ka li. F.eks. var den første western i konkurrence Sydney Pollack’s Jeremiah Johnson i 1972, alle klassikerne af John Ford, Howard Hawks, Sergio Leone, de blev ikke regnet for fine nok. På samme måde var det lidt med Li Han-hsiang’s film. Han har en omfattende produktion, lavede ofte ganske mange film om året, og det var da også en bestemt type film, der kom til Cannes. Hans mest populære film var opera-filmene, en art musicals baseret på den mere folkelige Huangmei-type (jeg ved ikke meget om det, men det er mindre stiliseret og mere poppet end det ren ret stive opera-kunst man normalt forbinder med navnet) Jeg har set et par stykker af dem Li Han-hsiang lavede, og det er forbløffende, en art musical som vi intet kender til i vesten, anderledes end både Hollywood og Bollywood, fremmedartet musik, bevidst stiliserede kulisser, og tragiske historier. Noget helt unikt. Så det kunne man naturligvis ikke have noget af på en fin film-festival. I stedet var man glade for hans historiske dramaer. De mindede også dejlig meget om de japanske film, der allerede var blevet verdenskendte. Ja, historien bag The Magnificent Concubine var endda allerede blevet indspillet i en japansk udgave, som en af de sidste film af den legendariske instruktør Kenji Mizoguchi. Hvad kunne være finere og mere festival-egnet?
Svaret er naturligvis: En bedre film.
The Magnificent Concubine omhandler en historisk person, Yang Guifei, kendt som en af Kinas ‘fire skønheder’. I korte træk er historien, at hun tog så meget opmærksomhed fra Kejser Xuanzong, at han ikke formåede at gøre noget ved An Lushan’s oprør, og måtte flygte væk fra hovedstaden, hvorefter millioner døde i en forfærdende borgerkrig, inden Tang-dynastiet blev genoprettet. På vej væk tvang Kejserens undersåtter ham til at henrette konkubinen, især efter som hendes familie havde haft meget stor indflydelse, og tydeligvis ikke havde forstand på noget som helst. Først blev hendes familie myrdet, og til sidst blev Yang Guifei selv kvalt. Kejseren kom sig aldrig over tabet. Det kan jo ses fra to vinkler, enten som en fabel om ikke at gå for meget op i kvinder, eller som en fortælling om misogyni. Mizoguchi så det meget fra den anden vinkel, skildrede hvordan Yang Guifei ikke ville blandes ind i politik, men blev filtret ind mod hendes vilje, og hvordan mænd på udkig efter en syndebuk straks angreb kvinder. Li starter historien et andet sted. Første scene viser ryttere der hensynsløst ridder gennem landsbyer og vælter bønder fordi Guifei vil have friske igler. Så introduceres vi til den unge kvinde i badet, farligt fristende. Ganske kort efter overraskes hun og kejseren i deres seng, hvor han ikke er forberedt på en politisk beslutning han skal træffe. Det er en langt mere erotisk film, men pudsigt nok også langt mere kritisk omkring seksualitet. Eller, det burde jo være pudsigt, men er jo såmænd utrolig typisk.
Ifølge IMDB er filmen ca 100 min lang, men den version jeg så var kun 75 min, så det er muligt den er blevet skadet af for megen klipning. Men helt ærligt er det vitterlig ikke nogen god film. Hong Kong’s filmindustri var stadig under opbygning, og når Li går efter de store episke scener, så fungerer det helt ærligt ikke. Der er en sekvens som er ret sigende: Først ser vi en slagscene, hvor An Lushan angriber og erobrer en byport. Kort tid senere ser vi Kejseren spille tromme til et krigsspil, mens soldater danser rundt. Kontrasten skal sige noget om forskellen på at lege krig og virkelig at være i krig. Problemet er bare, at den virkelige krigsscene er lavet virkelig dårligt, kulissen ser billig ud, hærene små, og når f.eks. katapulterne sættes igang svinger de hvad der virker som mursten ca halvanden meter. Li Han-hsiang’s talent var ikke realisme, og han kunne derfor aldrig fange den kraft der er i selv den mest stiliserede af Kurosawa’s slagscener. Nej, Li var stilist, han var en god scenograf, hans kulisser og kostumer i især hans opera-film virker ikke virkelige, men fungerer stærkt nok i sig selv. Det er også en kvalitet.
Men det er som om den kvalitet bliver nedgjort i The Magnificent Concubine. Historien er, at kejseren forsvinder i kvindagtig jalousi og tomme udstyrsstykker, mens de virkelige materielle ting glemmes, indtil vrede mænd gør oprør. Efter at Xuanzong og Guifei er blevet genforenet sidder de i deres gemakker og spiller musik sammen, synger om evig kærlighed. Pludselig knækker en streng, det virkelige trænger ind i fantasien. Klip til slagscener. Det er ret effektfyldt, men det er også kynisk. Plus det står i modsætning til hvad Li ellers solgte. Li solgte fantasier om kærlighed, og han solgte det godt, især til et kvindeligt publikum. Her bliver der talt ned til dem, og patriarkalske pointer skæres ud i pap. Li lavede bedre film. Og det er alt for typisk at det var den her der røg til Cannes.