Palmesøndag del 347
(Bacalaureat, Cristian Mungiu, Rumænien
Cannes 2016, Bedste Instruktør)
Det er en balancegang at være auteur. Man skal opbygge sin helt egen unikke stil, så alle film tydeligt kommer fra ens ‘kamera-pen’. Men hvis man gør det for meget, så kan det pludselig virke som mannerisme. Cristian Mungiu krydsede lidt over fra det ene til det andet med hans Prøven fra 2016. I høj grad en film, der byggede videre på tematikkerne fra hans tidligere succes-film, og som rent æstetisk gentog de særlige Mungiu’ske billeder som gjorde ham helt unik. Men af forskellige årsager klinger det langt mere hult, det føles som om han kører i samme rille, og ikke er nok i stand til at variere sit filmsprog.
På den ene side viderefører Prøven Mungius fokus på hvordan den rumænske stat er ude af stand til at beskytte sine kvindelige borgere: Den midaldrende læge Romeo har gjort nærmest alt for at hans datter Eliza skal kunne komme væk fra Rumænien og studere i England, men de planer er ved at gå i vasken, da Eliza bliver overfaldet kort før hun skal tage sine afgørende afgangsprøver. Eliza er så påvirket at hendes eksamenskarakterer ikke ligger der hvor de skal, og systemet ser ikke ud til at være fleksibelt nok til at kunne hjælpe hende på trods af de frygtelige omstændigheder. Men når Prøven så derefter adskiller sig fra Mungius andre film, er det fordi fokus er på Romeo, der forsøger at navigere det gennem-korrupte rumænske system, i håb om at få hjælp til at forbedre karakterne en smule. En korrupt embedsmand, Bulial, har hårdt brug for en ny lever, og hvis nu Romeo hjælper ham lidt i køen, så kunne Eliza måske få hjælp den anden vej?
Skiftet i fokus fra udsatte kvinder til en mand med umiddelbart ret godt styr på sit liv kunne have medført en interessant videreudvikling af Mungius æstetik, men det er ikke rigtig det som sker. Der er også ét kæmpe problem for filmen: Mungius vanlige kamera-mand, legendariske Oleg Mutu, var ikke med længere – han lavede i stedet film over hele Østeuropa på det her tidspunkt. Det var sammen med Mutu at Mungiu havde udviklet sin æstetik, og Mutu havde også via sit samarbejde med Cristi Puiu positioneret sig som den helt store fotograf for den rumænske nybølge. Som erstatning er Prøven fotograferet af Tudor Vladimir Panduru, hans blot anden film, og billederne er helt enkelt generelt ikke lige så flotte. Det giver måske meget god mening, at Mungiu ikke valgte en anden stor fotograf, men i stedet gav en yngre fotograf muligheden, og forsøgte sammen med ham at arbejde videre i samme spor – og Cristi Puiu begyndte også at bruge Panduru, så Mungiu var ikke den eneste der så hans talent – men Prøven er bare en langt mindre æstetisk gennemført film end Mungius tidligere. Når filmen bruger de samme typer kompositioner som Mungiu tidligere har lavet, hvor forgrund, mellemgrund og baggrund er helt fyldt op, for at vise hvor meget pres der er på det underudviklede rumænske velfærdssystem, så fungerer det bestemt, men det er ikke lige så stærkt som det var før.
Man får altså ikke som tidligere virkelig stærke pointer fra billed-sproget i Prøven og måske for at kompensere for det er der skruet godt op for pointerne i filmens manuskript. Der er rigtig mange diskussioner hvor filmens pointer skæres ud i pap – f.eks Romeos konstante snak om at det ikke nytter noget at forsøge og kæmpe for at gøre Rumænien bedre – og plottet bliver bare ved og ved og ved med at tilføje ting. Romeo har en elskerinde, og det giver ret god mening at det bliver afsløret for hans familie i det tumultariske kaos der opstår efter overfald og korrupte planer, men måden det bliver afsløret på lader ikke til at have noget med resten af filmen at gøre. Og del-plots som Romeos frustration over Elizas lidt ældre kæreste, samt at en eller anden gentagne gange kaster sten på diverse vinduer, gør at filmen føles overlæsset. Jo, der er en potentiel forklaring på hvem det er der kaster sten, og det er egentlig en udmærket forklaring der antydes, men samtidig bliver det en virkelig tung metafor over hvor skrøbeligt Romeos hele tilværelse er, og hvor lidt han er i stand til at stå imod overfor de konstante slag man modtager som borger i det gennemkorrupte Rumænien. Tungt er det, når alt skal formidles via snak og symbolik, snarere end af et toptunet filmsprog.
I tierne rykkede rumænsk film fra Cannes og til Berlin. Guldbjørnen gik tre gange på otte år til Rumænien, i 2013 til Călin Peter Netzers Mor & søn, i 2018 til Adina Pintilie for Touch Me Not, og til Radu Jude for Bad Luck Banging Or Loony Porn i 2021. Radu Jude var også brudt igennem i Berlin med Aferim! i 2015, en sort-hvid nærmest postmoderne Western, måske nok den film der stærkest af alle markerede at den rumænske bølge havde ændret sig. Også Cristi Puiu og Corneliu Porumboiu udviklede sig i de her år, forsøgte at variere sig, lave film de ikke havde lavet før. Men Mungiu lavede med Prøven et tyndt opkog af tidligere bedrifter. Der er ikke nye variationer i hans æstetik til de nye variationer i hans manuskript, og i stedet er der alt for meget fokus på manuskript og skuespil.
For mig handler skiftet i rumænsk film om følgende: Før i tiden var film som 4 måneder, 3 uger og 2 dage og Hr Lazarescus sidste rejse overlæssede og komplekse, fordi de skildrede en svag rumænsk stat, der ikke kunne behandle sine borgeres problemer uden at det blev filtret ind i alt muligt andet. De nyere rumænske film er stadig komplekse og overlæssede, men nu er det fordi de sætter fokus på, at Rumænien som stat er kompleks og overlæsset. Det er et ret nyt land, sammenstykket af en række landområder fra diverse tidligere stormagter, fyldt med forskellige folkeslag og minoriteter, som har haft både monarki, fascistisk og kommunistisk diktatur, og et ungt demokrati. Særligt Radu Jude skildrer den rumænske kompleksitet i hans historiske film, men Cristi Puiu har i sine seneste film som Sieranevada og Malmkrog også haft fokus på debatter mellem store grupper af uenige individer, og Corneliu Porumboiu har haft fokus på hvor evindelig svært det er at skabe fælles forståelse og regler inden for sprog, politik og – i særlig grad – fodbold, på en måde hvor det virker som et ekstra svært problem for Rumænien.
Det er jo ikke fordi Cristian Mungiu skal tvinges til at ændre fokus, bare fordi hans kollegaer gør det. Men deres film er bare meget mere interessante end Prøven. De har flere interessante ting at sige, hvorimod Mungiu her mest gentager ting han har sagt før. Og med langt mere æstetisk overskud, dengang Oleg Mutu stod bag kameraet.