Palmesøndag del 406
(Alice Rohrwacher, Italien
Cannes 2023, AFCAE Pris)
Cannes burde være til for film som Alice Rohrwachers La Chimera. En ung instruktør – 41 år da filmen fik premiere – der stadigvæk udvikler sit filmsprog, og i den proces også videreudvikler på idéer og tematikker fra hendes hjemlands store filmhistorie. Der er en masse røde tråde i La Chimera, dels på filmlærredet, men også i overført betydning tilbage til idéer og billeder fra Rohrwachers tidligere film. Og de bliver taget nye steder hen, ligesom der bliver tilføjet nye billeder, og bundet nye knuder på instruktørens fletværk af tanker om tid, rum og italiensk kultur.
Men to ting er ændret siden Lazzaro den lykkelige fra 2018. For det første står Rohrwacher ikke længere helt lige så alene med hendes filmsprog, hendes kollega og samarbejdespartner Pietro Marcello slog med Martin Eden (2019) fast at han også vil tages i betragtning når vi taler Italiens bedste unge instruktører, ligesom La Chimera med sin tematik om en italiensk underjordisk verden uden for tid kom til at minde spøjst meget om Michelangelo Frammartinos mesterlige Grotten fra 2021.
Dels begyndte der er opstå bump på Rohrwachers rejse ud i det groteske og magiske over hendes fire film. Der er øjeblikke i La Chimera hvor det ikke længere føles helt så friskt og opfindsomt, men en anelse genkendeligt, endda en anelse manieret.
Alligevel er det bare værd at sige igen: Cannes er til for film som La Chimera. Film der tør noget, der driver ud på usikker grund. Hvor man føler man har fået noget nyt og opfindsomt. Også når det ikke er helt helstøbt.
At Alice Rohrwacher er blevet en større instruktør kan ses ud af det cast hun har sammensat til La Chimera. Josh O’Connor (The Crown, Challengers) spiller Arthur, en engelsktalende udlænding, der vender tilbage til det gamle etruskiske Toscana efter at have været en periode i fængsel. Han har overnaturlige evner til at fornemme hvor etruskernes gamle grave ligger henne, og er derfor leder af en lille gruppe ‘tombaroli’ gravrøvere. Han drømmer også stadigvæk om ekskæresten Beniamina, der er forsvundet af uvisse årsager, og besøger derfor ofte Beniaminas mor Flora (Isabella Rossellini), hos hvem han møder den unge kvinde Italia. Italia spilles af brasilianske Carol Duarte (Søstrene Gusmãos usynlige liv) og enkelte gange hører vi hende snakke portugisisk. Der ligger en fascinerende fortid gemt hos hende, om en illegal immigrant fra Sydamerika, der omdøber sig selv Italia, og forsøger at skabe et nyt liv i Toscana.
Det er et af mange eksempler på, hvordan fortiden altid er til stede i nutiden i La Chimera. Etruskernes grave ligger under marker og i skove, eller klods op af en kæmpe fabrik på stranden. Arthur hjemsøges af fortidens kærlighed, og snakker med folk han synes ser ud som etruskerne blev afbildet på vaser for tusinder af år siden. Floras palæ er ved at falde fra hinanden, en nedlagt jernbanestation ligger i landskabet, tombaroli-gruppen deltager i traditionelle optog og festligheder i en lille landsby. Og filmsproget blander fortid og nutid, bruger igen gammeldags celluloid, både 16 mm, Super16 og 35 mm, og skaber nogle billeder som man efterhånden umiddelbart kan genkende som værende fra Alice Rohrwacher og hendes faste fotograf Hélène Louvart. Af andre effekter kan nævnes at filmen nogle gange speeder op, en effekt man måske genkender fra at se gamle stumfilm, optaget i 16 billeder i sekunder, afspillet på den i dag normale 24 billeder i sekundet. Det giver den samme fast-motion effekt som La Chimera leger med, og giver en fornemmelse af at filmen også sidder fast i en filmhistorisk fortid, ligesom Toscana stadig sidder fast i en etruskisk fortid.
I Rohrwachers gennembrud Miraklerne blev den etruskiske fortid også foldet ind i nutiden, da et kitschet tv-program stablede et show på benene i en grotte med kostumer og ‘autentiske’ etruskiske detaljer. Det var på trods af den ret realistiske filmæstetik stadigvæk legende, facetteret, postmoderne. Der eksperimenteres mere rent visuelt i La Chimera, men alligevel er det som om tematikken er blevet mere direkte og simpel. Nu optræder fortiden meget reelt som visuelle glimt i filmen, som gamle statuer, måske endda som spøgelser. I Miraklerne virkede Rohrwacher som Rossellinis neorealisme med strejf af Fellinis barokke æstetisering, i Lazzaro den lykkelige virkede det som om hun fusionerede de to ting ret ligelidt, og i La Chimera er vi nu ovre i en ret Fellini’sk verden med strejf af det realistiske. I bakspejlet er det en lidt forudsigelig udvikling.
Men La Chimera er stadigvæk fuld af visuelle påfund. Fastmotion effekten er ret skøn, og der er en endnu mere vild effekt, hvor kameraet filmer Arthur, tilter 180 grader rundt, og fanger Arthur igen, men nu på hovedet. Som man måske kan regne ud, så er det ikke bare kameraet som skal dreje rundt, Josh O’Connor har også skullet bevæge sig om på den anden side for at få effekten til at virke, men det ser vidunderligt ud hver gang. Som en lille intern joke er der også en scene hvor kameraet filmer Arthur i indgangen til et rum, panorerer til venstre hen mod Flora, hvorefter Arthur træder ind i billedet fra den ‘forkerte’ side. Han er bare gået rundt om kameraet, og det kan sagtens forklares med at der måske er nogle møbler i rummet han skulle udenom, men det ser dybt mærkværdigt ud, og det er som om der opstår et hul i det filmiske rum.
Den slags leg med de filmiske virkemidler hæver La Chimera op over flertallet af Cannes-film. Rohrwacher er simpelthen ikke færdig med at udforske sit filmsprog og sin tematik endnu. Men hun er altså rykket i en lidt mere sikker retning i hendes nye, med kendte ansigter foran kameraet og mere fokus på ‘glansbilleder’, billeder og effekter der skiller sig ud og umiddelbart imponerer, frem for en film som Miraklerne, der mere levede som ekstremt veludført filmisk helhed.
Måske derfor var det også Italia og Carol Duarte, som jeg synes løb med filmen. Hendes karakter er fjollet og klodset, men samtidig også mystisk og stærkere end man umiddelbart skulle tro. Man skal tænke lidt over hende, før det går op for én hvor vild hendes historie lader til at være. Sådan var det også med Rohrwachers tidligste film, på overfladen lignede de meget andet, men jeg kunne ikke lade være med at tænke over vidunderlige detaljer og tænksomme pointer. Det er der stadigvæk hos Rohrwacher, i høj grad. Men La Chimera er et skridt i retning af noget mere glat og umiddelbart, og hun skal helst ikke gå meget længere ned af den sti.