Palmesøndag 405
(La grande bellezza, Paolo Sorrentino, Italien
Cannes 2013)
Den store skønhed blev Sorrentinos endegyldige gennembrud. Den indtjente millioner af euro verden rundt, vandt en Oscar, blev også nomineret til både Bodil og Robert – men tabte begge til Adele’s liv. Fortællingen om 65-årige Jep Gambardella (Toni Servillo, s’føli), der danser sig gennem Rom efter han 40 år tidligere skrev sin eneste roman, er den emblematiske Sorrentino-fortælling. Det er en gammel mand, der ser tilbage, efter hans karriere er forbi. Det er skønhed og dekadence i fin forening, gamle mænd og unge kvinder. Og så er det det evige Rom, som Sorrentinos filmarbejde omformer til den smukkeste og vildest udfoldede verden i hans ellers imponerende filmografi. Det er næsten så typisk Sorrentino, at man får lyst til at kalde det letkøbt.
Men der findes bare nogle film, hvor man må overgive sig. Der er nok mange øjeblikke ved Den store skønhed som ikke er perfekte, kitschede cgi-dyr, replikker hvor Jep virker mere dum og nedladende end charmerende arrogant. Men hele konstruktionen er så vidunderlig, scener hvor Jep bare køber tøj eller går ved en flodbred er uendeligt smukke, og alt i alt er Den store skønhed bare virkelig skøn. Og stor.
Der går 12 minutter af filmen, før Jep Gambardella siger sit første ord. Først er der en sekvens i Rom, turister omkring et springvand, kormusik på soundtracket. Pludselig falder en japansk turist om. Er den store skønhed så overvældende, at den slår ihjel? Og så pludselig går alting amok, til en kæmpe dansefest i anledning af Gambardellas 65-års fødselsdag. Alle danser rundt, der er kager, der er stoffer, der er liv og glade dage. Og pludselig går alting, inklusive musik, i slowmotion, og Gambardella begynder at fortælle.
Han kommer fra Napoli. Han skrev en klassiker for 40 år siden. Siden da har han ikke skrevet andet end kulturjournalistik, men det er han så også god til. Han tager tykt pis på en konceptkunstner i et interview – et af de øjeblikke hvor han måske nok mere ligner en nedladende nar – og tager derefter til den næste fest, hvor en fast lille kreds snakker om livet og sædernes forfald. Der er altid gang i den, men derfor er det stadigvæk som om hans liv er gået lige så meget i stå som Cheyennes i This Must Be The Place eller Tittas i The Consequences of Love. Og ligesom i de fortællinger ramler en masse opbrud pludselig ned over den ellers stillestående hovedperson.
Vigtigst af alt får Jep at vide, at en gammel flamme er død. Hendes mand har læst hendes dagbog, og Jep var hendes store kærlighed. Hun var nok også hans, og måske var bruddet grunden til han kunne skrive en god bog, men aldrig komme videre. Herefter begynder Jeps omgangskreds at falde fra hinanden, forlade Rom, forlade det dekadente liv, dø af sygdom. Festerne begynder at føles tomme, og hvad gør man så? Hengiver sig til religionen? Fortsætter hedonismen selvom man ved den er tom? Eller gør det hårde arbejde med at lede efter ny inspiration?
Det er en ret typisk Sorrentino-fortælling, men Den store skønhed bliver den ultimative udgave, fordi den er så absurd visuelt stærk, at den får dilemmaerne til at leve. Den indledende fest hos Gambardella er så fængende, at man sagtens kan forestille sig en mand bruge fyrre år på bare at feste og danse sådan der. Til andre fester sidder karaktererne bare i et hjørne og snakker, men når så f.eks de danser på græsset til et bryllup, så virker det også friskt og smukt.
Derudover, så er Den store skønhed en af de ultimative film om Rom. Der er det turistede, som indledningen, samt at Gambardellas lejlighed har udsigt over Colosseum, hvor der er i en filmens mest uforglemmelige scener pludselig står en giraf. Men der er også alt det andet, gaderne, parkerne, flodbredden. En af de bedste små scener er blot Gambardella, der går langs Tiberen, ser business-mænd gå forbi, samt et skib flyde på floden. I en anden ser vi pludselig nogle små børn grine af et eller andet de ser, klipper derefter til Jep der drikker vand, og først derefter til en person med en sjov hund. Det er også et af de små klip, der understreger hvor meget filmisk mod Sorrentino havde på det her tidspunkt – det er rimelig meget børnelærdom, at hvis du har et klip med nogle som ser på noget og griner, så skal man derefter vise det de griner af, men Sorrentino underminerer det, og skaber alligevel en langt bedre effekt.
Den lille scene understreger også Sorrentinos hemmelige våben: At han på dette tidspunkt var en ganske enkelt stor instruktør, der formåede at få det bedste ud af hver eneste scene han filmede. Min absolutte yndlingsscene viser Gambardella der er ude for at købe tøj med Ramona, en aldrende stripper som han danner et ret så ømt forhold med. Det er en helt lille scene i en tøjbutik, men kameraet glider rundt til venstre og højre, filmer pludselig det hele skråt oppefra, hopper om bag en søjle, finder utallige overrumplende vinkler, og klipper dem sammen med eminent rytmik og sans for det overraskende spring i synsvinkel. Det er så smukt, og så meget mere end scenen havde brug for.
Den form for scene, med en masse små klip, ofte kamerabevægelser frem og tilbage mixet med skæve vinkler, var dengang Sorrentinos kendemærke, og i høj grad det han mistede fremadrettet. Jeg elskede den stil. Den skabte nogle helt særlige rumfornemmelser. Sorrentino benyttede sig af ikoniske rum, kendte steder, hvor der altid er fare for at filmen forstener og giver os de billeder vi allerede kender. Men Sorrentinos stil gør det hele levende. Han får det til at virke så produktivt. Som om de her rum ikke er færdige, som om det stadigvæk er muligt at gøre dem til sin egen legeplads, som om ‘Det evige Rom’ stadigvæk er en historie man kan skrive videre på. Og dét er nok den største præstation ved Den store skønhed. At den får den romerske kulturhistorie, fyldt med ruiner og kanoniserede mesterværker som den er, til stadigvæk at virke levende og i forandring, og filmen falder naturligt ind som næste led af en række af mesterværker fra Colosseum til Michelangelo.
Det er store ord, men Den store skønhed er også en stor film. Sorrentino slår et stort brød op, når han både vil fange en hedonisme så stærk, at den kan holde en kunstner fanget i fyrre år. Vil skildre Rom som nærmest dræbende smuk. Vil skabe en karakter som Gambardella der er så charmerende at man stadigvæk holder med ham selvom han spilder sit liv, og vil følge ham på vej mod noget mere meningsfuldt. Det brød krævede en instruktør i absolut topform. Og Sorrentino skabte en af årtiets hovedværker.