10. Sonic Girl – STARBORN
Der er efterhånden ikke meget nyt over hyperpop, især ikke fordi mange af scenens kunstnere udgiver musik i en lind strøm. Men Sonic Girl lavede med STARBORN – et ‘mixtape’ udgivet nærmest præcis et år efter debuten confessions – et smukt sammenhængende hyperpop-værk. Sonic Girl forstærkede nogle af genrens værktøjer, de autotunede vokaler, de repetitive og basløse synthflader, skruede op for kulden, og skabte først og fremmest en stærk fornemmelse af ensomhed, der gjorde pladen til et af årets mest vedkommende pop-albums. ‘I’m starborn / Incompatible minds / Like magnets / We can never collide’ Sådan sang Sonic Girl på en plade, der vakte mindelser om Kanye Wests 808s & Heartbreak eller Future når han var mest i astronautmode. Det var ikke så meget cyborg-feminisme – omend Objectified med citat fra postpunkerne Gang of Four var derhen af – men et følsomt og meget humant pop-værk.
9. Bysund – tornskadekirke (1-4)
Bysund kan virke som et ganske lille projekt. Der findes ét nummer med dem på streamingtjenesterne, og tornskadekirke (1-4) er det første projekt, der ikke er selvudgivet. Men på pladen her lyder projektet stort og massivt. Første del af en guitar-drone-baseret trilogi – anden del udkom i øvrigt i dag, 29/12, for sent til at komme med – og ca 52 minutters støj fordelt på blot fire numre. Det lød ofte som Sunn O))), men endnu langsommere. Helt vidunderlig lyd, og det var alligevel som om der var små kompositioner gemt inde bag ved den dronenende støj. I hvert fald stoppede alle numrene midt i klimaks, som man nærmest ikke havde bemærket var på vej. Ingen anden plade gav mig i år den samme fornemmelse af, at dansk musik svømmer over med ukendte skatte. Og at der sikkert var endnu flere geniale plader derude, som jeg ikke fik fundet.
8. Of the Wand and the Moon – Behold the Trees
Kim Larsen fra Of the Wand and the Moon tog i 2023 et gevaldigt skridt tilbage fra den mere konventionelt mørkerock’ede lyd han dyrkede på sine to seneste plader. Behold the Trees er i stedet ambient og spoken word, og så anderledes at den sikkert vil få en del til at spekulere over, om det overhovedet kan kaldes musik. Men det var ekstremt gennemført. På de første numre bliver vi opfordret til at se på træerne, bladene, regnen og stjernerne, mens klokker kimer og elektronik pibler. Så langt, så naturligt. Men på den 18 minutter lange ‘When Nobody is Looking’ vækkes naturen til live i et ekstremt creepy spøgelseslandskab af hvisken, korsang og forvrænget synth. Det mest gennemførte konceptalbum fra Danmark 2023, og en helt unik lydverden.
7. AFSKUM – AFSKUM
Når AFSKUM læner sig ind i rollen som, nå ja, afskum, så gør han noget som en del feminister også gør. Danske forfatterinder kalder sig for hekse, Grimes fremstiller sig selv som en forvrænget elver, Arca og SOPHIE fremstiller trans-kroppen som noget muteret. For dem alle handler det om at læne sig ind i stigmatiseringen og fremmedliggørelsen, og at overtage det monstrøse billede. Hos AFSKUM er det f.eks den sorte hud, den rungende PTSD og så den her allestedsnærværende kniv. Det skaber til sammen noget umenneskeligt. Musikalsk er pladen poplyd trukket så langt ud i ekstremer af autotune og forvrængede beats, at det mere kom til at lyde som The Knife/Fever Ray. Det resulterede i et helt unikt værk.
Inde for litteraturen slog Amina Elmi igennem med digtsamlingen Barbar, der bl.a. omhandler det at være flygtning fra Somalia. Der er ikke mange der har draget paralleller mellem de to værker, barbar-bogen og afskum-pladen, men det var to forskellige kunstnerliggørelser af eksistensen som flygtning og andetgjort, der begge to var på meget meget højt niveau.
6. ML Buch – Suntub
Da ML Buch debuterede med Skinned i 2020 var det med et nærmest plastisk-syntetisk album, der lød som en skildring af en digital verden hvor det menneskelige og kropslige var i fare for helt at forsvinde. På Suntub trak Buch tilbage i retning af det mere virkeligt lydende, med særligt fokus på hendes guitar-spil på de mange instrumental-numre. Men det fik til tider blot det hele til at lyde endnu mere mærkeligt. Det er så tæt på at være normalt, men så alligevel hele tiden lidt skævt. Til tider næsten helt singalong rock agtigt, men uden hverken bas eller trommer? Og andre gange måske noget chillwave, men alt for frysende. Resultatet blev den største internationale kritikersucces for et dansk album i 2023, og fuldt fortjent. ML Buch er anerkendt men niche herhjemme såvel som i udlandet, for hun er 100% sin egen.
5. Kong Kurs – LEGO
Der kan ske noget helt særligt når den rigtige rapper og producer mødes over et helt album. Det sker på Kong Kurs’ debutalbum, der er skabt i tæt samarbejde med dubstep-produceren RDG. Pladens helt særlige lydunivers, en blanding af dubstep og uk drill, havde også fungeret som rent instrumental-album, men får ekstra rytmisk kick af Kong Kurs’ hakkende og stødende flow. Teksterne er typisk backpacker-agtige om gentrificering og politikontrol, men lyduniverset er på ingen måde tilbageskuende. Meget undergrundsmusik føles egentlig ikke som om de tilbyder et reelt alternativ til hyperkapitalismens fremadstormende mainstream-musik, men Kong Kurs og RDG skabte et nyskabende lydværk, dybt forankret i københavnsk modkultur.
4. Reveal Party – Favourite Person
Debutalbummet fra Reveal Party aka Emily Nyhuus er egentlig tre ret forskellige ep’er sat sammen til et meget afvekslende men også ret kaotisk hele. Gennem det hele er kærligheden til tidlig nuller-indie dog tydelig – der citeres linjer fra Wilcos ‘I am trying to break your heart’ og vidunderlige ‘Seldom Made’ er nærmest Postal Service karaoke – hvilket dels binder det sammen, dels rammer lige i nostalgi-hjertet hvis man har min alder. Men meget få af de gamle indie-bands skrev som Nyhuus sange om at være transkvinde og bakse med kærligheden med linjer som ‘My boy’s at her happiest when she get’s to fuck me in a pretty dress’ så rendyrket retro kan det heller ikke kaldes. Jeg elsker den gamle indie-scene, men den havde været bedre og sjovere hvis der havde været mere plads til folk som Nyhuus. Favourite Person skaffer forhåbentlig hendes kæmpe talent plads på den danske musikscene.
3. Aperly High – Cat’s Paw
Debutalbummet fra Aperly High – aka Albert Aagaard Hertz, også kendt som bassist i bandet Senso – er kun 28 min langt, men mængden af idéer per minut var til gengæld blandt de højeste på årets danske plader. De skæve pop-sange var lige dele hyperrock og poppunk, vekslede mellem at lyde som 100 Gecs og Blink-182, tilført ekstra meget autotune og skæve taktarter, der i vidunderlige ‘Puppyt’ fik vekslen mellem 5/4, 6/4 og 7/4 til at lyde som det naturligste i verden. Der var mandekor, guitarfræs, syntharpeggio, tværfløjte, støjbidder, og Hertz’ egen sangstemme, der vekslede mellem baryton-croon og højstemt længsels-sang. Den fik de fleste andre danske indie-bands aktuelle i 2023 til at fremstå ganske uambitiøse – ikke mindst stakkels First Flush, der virkelig ikke blev hjulpet af Peter Pains fantastiske gæsteoptræden på ‘Forger’.
2. GNOM – Bitumenic
Sidste år var Anders Bach aka GNOM med til at realisere Sleep Party Peoples vidunderlige Heap of Ashes, der genopfandt indieprojektet som grænseløst musikalsk univers med plads til alt fra klassisk til ekstremmetal. I år var det så Brian Batz fra SPP der co-producerede og mixede debuten fra GNOM, et næsten endnu mere fabulerende univers. Som udgangspunkt electronica a la Oneohtrix Point Never, men numrene kunne ende hvor som helst, om det var metalgrowl eller firser-guitar solo fra den ligesindede omni-artist Fire-Toolz (der efter min mening udgav årets bedste udenlandske plade). Og samtidig var der altid en emotionel kerne, så det var ikke overraskende for mig at opdage, at albummet er inspireret af sorgbearbejdelse efter dødsfald i den nærmeste familie. Udgivet på Don’t Look Back, og ganske enkelt en gigantisk triumf for en ny maksimalistisk bølge af dansk musik.
1. Fraads – Mosquito
Hvis bare man hører nok danske plader er det ingen sag at finde 50 der kan anbefales, og jeg håndterer dansk musik på mit arbejde, så den del kommer af sig selv. Men det er indrømmet en mindre del af dem som er sådan next-level must-hear nyskabende. Dem er der vel kun 5-10 af på verdensplan i et år, og der er ikke altid en dansk plade blandt dem. Men et sådant album er Mosquito for mig i år.
Fraads’ musik kommer fra trap-rappen, og innoverer ved at tage trappens ad libs med over i electro-poppen. Ad libs er små vokale udbrud, der fyldte pauserne ud i trap og løftede energien. Med en rapper som Playboi Carti var næsten al vokal blevet til ad libs, alt var småstykker, små udbrud, der var nærmest ikke noget flow tilbage. Fraads tager den logik og overfører det til hele lydbilledet.
Selvom Mosquito er ret poppet, Papa E synger lige så meget som han rapper, og lydbilledet er fyldt op med guitar og synths, så er den musikalske logik stadig trap-ad-libbet. På åbneren ’00kay’ er der så mange stemmer at det krydser over fra ad libs og bliver til korharmoni. På ‘Sleight of hand pro’ er det som om hele lydbilledet ad libber, klaverfigurer, el-guitar og bil-samples svarer hinanden som var de de tre medlemmer af Migos. På ‘Squito’ kammer det over i ren eksperimenterende electronica, indtil det på lukkeren ‘Overalt hele tiden’ bliver mere normalt igen, kulminerende med smukt opbygget harmonisering a la ‘Twist and Shout’.
Der er hyperpop, omnitronica, eksperimenterende trap, og mange andre lyde indover, men jeg har aldrig hørt noget der har den samme indre logik som Mosquito før. Det er en unik præstation for Papa E og producer David Engelbrecht – der med sit arbejde her og for Blikfang må kaldes en af de bedste producere i DK pt. Det er en af de mest originale plader jeg har hørt i år overhovedet, og med afstand den bedste danske plade fra 2023. Jeg har ondt af resten af verden, at det er på dansk, så de ikke vil forstå det. Vi er hamrende heldige herhjemme.
