30. Calum Builder – Murmuration
Det ærgrer mig en lille smule, at Calum Builder kunne få seks hjerter i Politiken for hans album Messe, mens opfølgeren Murmuration ikke blev anmeldt. For Murmuration er en perfekt opfølger, helt anderledes, men samtidig utvivlsomt en videreudvikling, og en fasttømring af en særlig Calum Builder’sk lyd. Igen er det kammermusikalsk – med f.eks bratsch og tuba – men Murmuration er en langt mere drømmende og fantasmogorisk plade, baseret på minder og drømme om Builders hjemland Australien. Det brummer og summer som så ofte på improvisations-plader, men klanguniverset er facetteret, dynamikken er veludviklet, og til tider lyder det som om der er inspiration fra proto-modernisten Charles Ives. Der kan komme rigtig mange gode Calum Builder plader over de næste år.
29. Danish String Quartet – Prism V
Den danske strygekvartets serie med Beethovens sene strygekvartetter har været formidabelt god, men alligevel havde jeg ikke regnet med at sidste udgivelse ville kunne holde niveau. Opus 136 er den svageste i flokken, langt fra så innovativ og unikt smuk som de foregående. Alligevel får DSQ brugt den som et værdigt punktum, særligt ved at udnytte dens korte længde. Det giver plads til først Weberns eneste strygekvartet, en vidunderlig gang modernisme, og herefter at runde hele projektet af på genial vis med Bachs Die kunst der Fuge. Efter timevis af eksperimenterende samspil er vi tilbage ved grundkilden, ved arkeeksemplet på fugaens kunst. Og når den ufuldendte fuga fører til en enlig violins melankolske ophør midt i en frase, så har projektet fundet sin helt perfekte slutning.
28. Tongues – Formløse stjerner
Konceptet for Tongues anden plade er egentlig ret simpelt: Universet er gået under, og potentialet til et nyt er kun ved at blive skabt. Endnu er selv stjernerne formløse. Det dejlige ved pladen er hvordan bandets blanding af black- og doommetal med lidt death-growl og et skvæt ambiente passager med kor-arrangementer også føles som potentialer og energier i et mørkt og ulmende kaosmos. De opfinder ikke en ny lyd, men rammer ligesom amerikanere som Tomb Mold og Blood Incantation en ret sublim grundlyd.
27. Suspekt – Ancient Aliens
‘Rune Rask er for syg’ hedder et nummer ganske passende på Suspekts ottende album, som i høj grad er en producer-triumf. Orgi-E og Bai-D rapper som altid godt, men denne gang er albummet først og fremmest et lydligt værk. Mere elektronisk, sikkert først og fremmest inspireret af Fred Again. Korstemmer, pumpende perkussion og et nummer der lyder som Prokofjev. Det er nogle gange vanvittigt hvor længe Suspekt har holdt sig på toppen, taget i betragtning af at deres sange mestendels handler om det samme. Men Rune Rask er esset i ærmet, og efter Ancient Aliens tøver jeg ikke med at kalde ham dansk hiphop-histories bedste producer.
26. KALEIIDO – PLACES
Den danske impro-jazz duo, bestående af saxofonist Cecilie Strange og guitarist Anna Roemer, leverede med Places deres hidtil bedste plade. Numrene var opkaldt efter solsystemets planeter, og duoen skabte med pladens gæster – Lars Vissing på trompet, Rasmus Sitarz på trommer, sanger Hannah Schneider og Rumpistol på keys og elektronik – et kosmisk og ambient jazz-univers, der gav lige så stort rum til Anna Roemers vidunderlige guitar-lyd som på hendes solo-album fra sidste år. Duoen er bedst når den er mest impressionistisk og elektronisk. Og så er de altså ret så formidable.
25. Eyes – Congratulations
Congratulations må være årets danske pladecover? Den rammer med sine primærfarver og blanding af humor og mismod også stemningen ret perfekt på Eyes anden fuldlængde. Hardcore-punk der bliver så påtaget optimistisk at det bliver sarkastisk, og så medrivende og energisk at det bliver enerverende og en lille smule foruroligende. Dermed gemte der sig ret mange lag i sangene, der dog også bare var, ja, ualmindeligt medrivende og energiske.
24. Himmelrum – Indersiden udad
Bandet Himmelrum begyndte som et instrumentalt postrock-band, og har siden flyttet sig mod det vokal- og sangbaserede. Men man mærker stadig fokus på guitartoner og fremdrift mod klimaks i sangene på bandets tredje album, ligesom melodierne nogle gange virker som om de er blevet presset ind i musikken i sidste øjeblik. Himmelrum er blevet et af landets bedste indie-bands, nok for mærkelige til et gennembrud, men til gengæld konstant dynamiske og afvekslende.
23. Laura Toxværd – The Winds
Indspillet som del af Toxværds PhD, der overfører termer ‘intra-action’, ‘diffraction’ og ‘entanglement’ fra Karen Barads filosofi om kvantefysik til improviseret jazz-musik. Hvor det viser sig at passe perfekt ind. De fire musikere Toxværd (altsax), Julie Kjær (altsax), Peter Friis Nielsen (elbas) og Marilyn Mazur (perkussion, trommer) intra-agerer og filtrer sig musikalsk sammen på livet løs. Barads skift fra reflektion til diffraktion giver god mening til musik, der vitterligt ikke lyder som om nogen har tid til at reflektere over hvad de laver, så meget som de konstant kaster tanker og idéer ind i det sammenfiltrede hele, mens Friis Nielsens bølgende el-bas bobber rundt som de kvante-bølge-partikler Barad har skrevet så meget om.
22. Klimaforandringer – Mørket på solens krop
Lars Bech Pilgaard er en travl herre for tiden. Sidste år udgav hans band Svin hele to plader, og allerede januar 2023 var der så nyt fra hans ‘afropsych’ ensemble Klimaforandringer, for første gang siden 2017. Men hvor Svin føltes skabt på ny på de to plader, så føles Mørket på solens krop lidt som mere af den gode gamle blanding af afrobeat, dub og autotune-vokaler. Måske endda en anelse mere strømlinet. Og så omvendt skabte bandet på f.eks titelnummeret helt utrolige synteser, her af afropop, bluesguitar, snøvlende autotune og nærmest dub-techno-agtig fremdrift.
21. Mija Milovic – Still Life
Der går ca 30 sekunder før man mærker, at Mija Milovic’ album Still Life er noget ganske særligt. For der knækker den første melankolske indie-sang sammen og bliver til ren støj. Sådan er pladen hele vejen igennem, et kollage-værk grundfæstet i alt-rocket sangskriveri, men sangene falder konstant sammen eller synes overtaget af fremmede genrer. Til tider bliver det nærmest Dean Blunt’et violin-melankoli, mens der på den forrykte CPH ligefrem går renæssance-dans i den for en kort bemærkning.
