Palmesøndag del 404
(Paolo Sorrentino, Italien/Irland
Cannes 2011, Økumenisk Pris)
Paolo Sorrentinos første engelsksprogede film, This Must Be The Place, kom som et meget naturligt resultat af det gennembrud han fik med Il Divo. På Cannes i 2008 var Sean Penn formand for juryen, og han blev så begejstret for italienerens film, at han fortalte ham han meget gerne ville lave en film med ham. Sorrentino, der hidtil havde dykket ned i sit italienske hjemland, dets historier, landskaber og karakterer, skrev derefter et manus ud fra engelske og amerikanske referencer. Man kan måske godt fornemme han ikke er født og opvokset i de lande, ud fra de elementer han valgte at sætte sammen.
Så Sean Penn spiller noget bestemt meget engelsk: Hans karakter Cheyenne er tydeligt baseret på Robert Smith fra The Cure, hvilket giver anledning til at kontrastere Smiths ikoniske goth/glam look med de meget lidt glamourøse irske omgivelser han trasker rundt i. Og så dykkede Sorrentino ned i en ret reel amerikansk emigrant-fortælling: Cheyennes far viser sig at være jødisk overlever fra Holocaust, der derefter emigrerede til USA, og som aldrig lagde det bag sig.
Resultatet blev en film hvor det ligner at Robert Smith er på jagt efter en gammel nazist. Den dybt bizarre fortælling kom bag på de fleste, ligesom Sean Penns bestemt ikke underspillede præstation delte vandene. Men This Must Be The Place er også Sorrentinos ultimative klunserfilm, hvor han som altid sammenstykker forskellige typer af ikonografi til en altid dybt æstetisk filmoplevelse. Den her gang virker han bare så vidunderligt fri i sin tilgang til de forskellige elementer.
Bandet Cheyenne and the Fellows var ligesom The Cure store i firserne, men i Sorrentinos fortælling var der to af deres mindreårige fans, der begik selvmord, hvorefter Cheyenne droppede ud af musikbranchen, og levede af sine penge på et gods i Irland. Her trasker han rundt i byen, lever med sin kone der er brandmand (Frances McDormand), og hænger ud med den unge Mary (Eve Hewson, Bonos datter), hvis bror også er forsvundet. Det hele foregår naturligvis med læbestift, opsat hår og eyeliner, som han også så ud dengang han performede på verdens store scener. En dag får han at vide, at hans far, som han ikke har talt med i tredive år, ligger for døden i New York. Cheyenne ankommer for sent til at få sagt farvel, men opdager senere, at faren var besat af én specifik gammel nazist. En vagt ved navn Alois Lange havde tydeligvis udsat ham for et eller andet særligt forfærdeligt, og langsomt begynder jagten på Lange at give Cheyenne mening med tilværelsen igen.
Selve jagten på Lange er ikke særlig imponerende. Cheyenne ved på forhånd hvor Langes gamle hustro bor, og får fra hende at vide hvor deres barnebarn bor henne, og hos hende finder han ud af, hvor Lange er flygtet hen. Men det bliver alligevel til en fascinerende rejse gennem USA, nok også fordi Sorrentino lægger mindre vægt på opklaring end på at skabe fascinerende rum gennem kamera og klipning. Fra New York med David Byrne-kunst og rulleskøjte-hipstere, over en art amerikansk heartland-verden bestående af forstadshuse, dinere og ensformige malls, til den vilde amerikanske natur som Lange er flygtet ud i. Vi får det hele med. At det hvis man tænker over det i høj grad virker som en europæers forestilling om USA, det tager vi med. Det er umanerlig flot lavet, og Sorrentinos stil med at klippe skæve vinkler og hastige bevægelser sammen får hans verden til at pulsere og leve.
This Must Be The Place er en umanerligt mærkelig film, og det blev ikke den helt store succes for Sorrentino. Der er lidt de sædvanlige farer, når en europæisk instruktør skifter over til en amerikansk/engelsk film: Man mister lidt den kulturelle specificitet, og der er ikke lige så overbevisende styr på skuespillet – Sean Penn overspiller som en gal! Men de to ting gør faktisk ikke så meget for Sorrentino. Hans film er altid på grænsen til det groteske, så Sean Penns overspil passer egentlig ganske glimrende ind. Og man skal passe på med at tro, at Sorrentinos portrætter af Italien altid er realistiske, han udfører altid en enorm æstetisering af de ting han arbejder med. Ved det her gensyn med This Must Be The Place lod jeg mig fuldstændig synke ind i den verden, som filmen skaber, tog den ind som en fantasy-fortælling, der lige som al den bedste spekulative fiktion alligevel har en del at sige om den virkelige verden. Det er en vidunderlig fri film, som gav håb om at Sorrentino ville kunne lave film om hvad som helst, og stadigvæk få det til at blive interessant.
Der er dog også faretegn i filmen. Til sidst, efter at Cheyennes rejse er kommet til ende, efter at han har konfronteret traumer og lært nyt om sin far, så sker der noget med ham. Pludselig er han kureret for sin flyskræk, og i en af de mest skuffende afslutninger jeg kan huske, ser vi ham pludselig uden makeup og med tætklippet hår. Øh, hvorfor det? Og hvorfor er det skildret som en katarsisk triumf, at han nu ser langt mere kedelig ud end før?
Det er lidt en Sorrentino’sk faldgrube. Han er vidunderlig til at skabe æstetik, til via filmarbejdet at få omgjort hvad som helst – et landskab, en karakter, en dans, en mand på rulleskøjter – til en fabulerende og vibrerende version af sig selv. Men han har også lidt en tendens til at ville mere end det, til at få det knyttet til noget væsenligt. Gerne noget psykoanalytisk. Så Cheyenne kan altså ikke bare gå med makeup fordi det ser fucking nice ud. Det skal skyldes et traumatisk forhold til faren, og når de traumer bliver forløst, så forsvinder det igen.
Det er ironisk, at en af de mest æstetisk stærke af alle europæiske instruktører, til tider virker som om han er bange for æstetik. For at ting skal skeje ud, bare for at skeje ud. Sorrentino elsker det bombastiske og det udknaldede, men en del af hans film advarer også mod for meget af det gode, der advares mod det ‘dekadente’ i Il Divo, Den store skønhed og Silvio og de andre. Det er nogle gange lidt som om han vil blæse og have mel i munden.
Den tendens ødelægger lidt slutningen på This Must Be The Place. Den kom også til at spænde ben for Sorrentino senere i karrieren. Men inden da tog han et gigantisk livtag med dekadencen i sin næste film, og skabte med Den store skønhed et kæmpe vidunderligt hovedværk.