Palmesøndag del 412
(Ma Loute, Bruno Dumont, Frankrig
Cannes 2016)
Tv-serien P’tit Quinquin vendte op og ned på Bruno Dumonts kunst. Den genbrugte mange af hans tidligere elementer, såsom et krimiplot, absurd humor, voldsom vold og at blande professionelle skuespillere med amatører, hvoraf nogle spillede så dårligt at det virkede som om de ikke var helt… normale? Men måske fordi det var til tv blev tv-elementerne – krimiplottet og sitcom-humoren – trukket helt frem i lyset, og resultatet var nærmest en åbenbaring.
Det var Dumont. Men det var ulig alt andet Dumont. Og samtidig stillede det spørgsmålstegn ved alt i hans tidligere film. Dumont var kendt som en meget seriøs kunstner, men skulle man virkelig tage alt for gode varer, eller havde han måske altid leget med overdrivelser og satire, bare af seriøse kunstfilms-idéer?
Som for at understrege skiftet med P’tit Quinquin begyndte Dumont også herefter at gentage sig selv. Der var sæson to af tv-serien, denne gang med titlen Coincoin and the Extra-Humans (2018), der blandede et sci-fi plot ind i galskaben. Men også Mysteriet ved Slack Bay fra 2016 kan ses som en gentagelse, dog bare i mere traditionelle arthouse-gevandter. Igen er der et mystisk krimiplot ved den nordfranske kyst, og igen er der to fjollede detektiver, der skal opklare det, og igen fokuseres der også på de unge lokale menneskers romantiske forviklinger mens vold og kaos hvirvler rundt om dem.
Men ved at rykke fortællingen til 1910, og gøre rigtig meget ud af kostumer og scenografi, samt caste nogle af fransk films største skuespillere til nogle af de bærende roller, så får Mysteriet ved Slack Bay den fornødne schwung der åbenbart skulle til for at få Dumont tilbage i hovedkonkurrence i Cannes, ti år efter han vandt anden præmien med Flandres. Der er dog gode og dårlige konsekvenser ved skiftet fra tv til typisk arthouse.
Det er sommer og ferietid ved Slack Bay, ved den franske nordkyst. Den rige familie von Peteghem skal holde ferie i deres store ‘egyptiske’ villa. Den lokale fiskerfamilie Brufort tjener penge ved at bære turister over et vandløb. Men nogle af de turister begynder at forsvinde, så de to detektiver Machin og Malfoy må undersøge hvad der foregår. De er lige så uduelige som politiet var i Humanité eller P’tit Quinquin, men nærmest henkastet finder vi ud af, at det er Brufort-familien der myrder turister for at spise dem. Så det kan vise sig at blive farligt, da unge Billie von Peteghem (Raph), der tydeligvis eksperimenterer med kønsidentitet, forelsker sig i unge Ma Loute Brufort (Brandon Lavieville).
Alt det her minder om P’tit Quinquin. Den store forskel er bare, at de voksne i von Peteghem-familien spilles af store filmstjerner. Fabrice Luchini, kendt fra f.eks Eric Rohmers Perceval og flere film af François Ozon, spiller André, der trisser pukkelrygget rundt og ikke har styr på noget som helst. Valeria Bruni Tedeschi, der foruden at spille med i et væld af franske og italienske film også selv har instrueret Cannes-deltagere, spiller Isabelle, Andrés kone og kusine (det er en umanerlig incestuøs familie, lærer vi senere), der skal forestille at holde styr på det hele, men som konstant falder og skvatter ned fra ting. Og i anden halvdel af filmen dukker Juliette Binoche op som Billies mor Aude, søster til André, der muligvis også er Billies far?
Alle tre stjerner overspiller på det groveste. Hvilket der faktisk er umanerligt mange der gør i Dumonts film. F.eks er der på et tidspunkt en præst, spillet af en mand ved navn Fabien Fenet, der har en så absurd diktion, at det gør helt ondt. Men det er noget andet, når det er en eller anden amatør man aldrig har hørt om, og som spiller elendigt med kæmpe entusiasme, så er det faktisk ret sjovt. Og når så Fenet dukker op igen i Dumonts film Jeanne (2019), og tydeligvis intet har lært om skuespil i mellemtiden, så bliver det ekstra sjovt. Når superstjerner gør det, så virker det lidt som om de taler ned til os. Det bliver lidt pres hver gang stjernerne er på lærredet.
Idéen er ellers god nok: At den fattige lokalbefolkning spilles af amatører, mens den stenrige kapitalist-familie spilles af superstjerner. Det understreger snobbetheden, det føles som om de tror, de er bedre end alle andre. Man har virkelig lyst til at se dem få en åre i hovedet. Og det er et godt eksempel på, at Dumont ikke er mindre politisk end han var i hans ‘seriøse’ film. Han har bare ændret metode. Hvor hans politiske budskaber tidligere var abstrakte, så er de i den her film så overtydelige, at de nærmest krydser over og bliver abstrakte igen. De fattige spiser bogstavelig talt de rige turister! Og den rige familie er præget af incest og indavl, hvilket André på et tidspunkt forklarer som nødvendigt for at de kan bevare kontrollen over deres formue. Det er så simpel og overgjort en kritik af rige mennesker, at man nærmest per automatik nægter at tage den for gode varer. Og så bliver den abstrakt igen.
Det samme gør sig gældende med den noget mere problematiske køns-tematik. Billie har en umanerligt flydende kønsidentitet fra scene til scene, men om de er ikke-binær, eller om hun er en transkvinde i en tid hvor den slags er umuligt, er ikke helt til at sige. Der går ret meget klichéen om den tragiske trans i den, og på den ene side gøres det også til absurd komik, men på den anden side virker nogle af scenerne helt reelt følsomme. Det er f.eks oftest i Billies scener at det sparsomme soundtrack får lov til at føle igennem, ligesom der er et umanerligt flot klip af Billie der bader ved solnedgang. Dumonts film fungerer ikke når de er for politisk direkte, så det havde nok været for meget forlangt med direkte stillingstagen på det her område, men det er ikke altid lige så sjovt som det skal være.
Badescenen understreger dog endnu en pointe ved filmen: Den er umanerligt smuk! Det er igen holdt i widescreen-format, hvilket får de fleste film til at virke seriøse, og billederne af Nordfrankrig er nærmest smukkere end nogensinde. Ved Camille Claudel 1915 skiftede Dumont fotograf fra Yves Cape til Guillaume Deffontaines, som filmede alle Dumont-film til og med Coincoin. Hans billeder er lidt glattere, men er i Slack Bay utroligt episke. Både i stormvejr på havet, klitter og skove, enkelte overnaturlige fænomener, det hele får et skær af det nærmest ikoniske. Det får også mange af de helt simple scener til at fungere, for når f.eks en karakter pludselig laver en helt dum bevægelse med kroppen, så ender det ofte med at se virkelig skulpturelt ud, så selvom det ikke giver plot-mæssig mening får det alligevel en æstetisk kraft.
Mysteriet ved Slack Bay blev ikke nogen stor succes for Dumont. Den minder for meget om hans tidligere film, bare med store og kendte stjerner, og de spiller dårligt, så det er ikke nogen god udvikling. Men jeg synes alligevel det er en god film. For Dumont har utrolig godt styr på det meste af sit filmsprog her, på brugen af landskabet, på brugen af amatørskuespillere, de enkelte absurdistiske elementer. Der er et væld af fantastiske scener og billeder, og et fantastisk Dumont-billede er simpelthen bare større end de bedste billeder hos folk som Jeff Nichols og Brillante Mendoza, for nu at nævne to instruktører, der også havde egentlig gode film med i konkurrence i Cannes 2016. Det er ikke den bedste Dumont-film, men det er heller langt fra den værste. Den kom fem år senere, desværre også i Cannes…