Palmesøndag del 403
(Paolo Sorrentino, Italien
Cannes 2008, Jury Pris + Vulcan Tekniske Pris (Luca Bigazzi, fotograf & (Angelo Raguseo, lyddesign))

Jeg har elsket Il Divo lige siden første gang jeg så den, men begyndelsen af den giver mig altså en smule hovedpine. Sorrentinos film har en voldsom sekvens tæt på begyndelsen: Vi ser først den legendariske italienske politiker Giulio Andreotti mens han sidder og skriver sine memoirer. Han påpeger, at mange i tidens løb har påstået hans politiske liv var ved at være forbi, men han sidder der stadigvæk. Alt imens de fleste af hans kritikere er afgået ved døden.

Og så kommer der en rigtig typisk Sorrentino-montage, fuld af fart og smarte kamera-bevægelser. Men den er mere voldelig end de plejer at være. Folk render rundt på gader ved nattetide med våben i hænderne, nogle likvideres i biler, en mand ligger foldet ind i et tæppe i et bagagerum, hvorefter han bliver myrdet med en maskinpistol. Og clouet, den fabelagtige kamerabevægelse som altid gør mig sløj, er en 180 graders kameratur ned under en bro hvor der hænger et lig, først set med hovedet nedad, indtil kameraet får vendt sig ordenligt rundt.

Det er uforglemmeligt, voldsomt, og i sin sammenkobling med Andreottis bemærkning også et voldsomt udsagn om italiensk politik – Sorrention insinuerer meget tydeligt at Andreotti, en af Italiens mest magtfulde politikere i nyere tid, havde en del af ansvaret for utallige mord.

Det er dog også virkelig svært at forstå, hvis ikke man kan sin italienske historie. Det er ikoniske begivenheder i italiensk historie, og Sorrentino forudsætter at man kender dem. Hvis ikke, så bliver filmen svær at finde rundt i. Il Divo fortæller som få andre film i ikonografi, hvilket gør den til en sublim visuel oplevelse, også selvom man fatter bjælde af plottet.

Plottet er også egentlig demonstrativt ringe. Andreotti var på toppen af italiensk politik i årtier, og efterfølgende involveret i flere voldsomt dramatiske retssager, men Sorrentino zoomer ind på blot fire år fra 1991 til 1995, som godt nok er de år hvor magten falder ham af hånde, men uden han selv reelt spiller den helt store rolle. Årene er nok snarere husket for gigantiske korruptionsskandaler, samt et voldsomt opgør med mafiaen, hvilket også var hvad der afgjorde Andreottis politiske skæbne. Så det er et mærkværdigt plot, hvor magtmennesket pludselig er magtesløst. Filmen analyserer ham så i stedet som ikon, undersøger hans væremåde præcis da hans gamle tricks begynder ikke at virke mere, og forlader ham i en retssal, da et nyt drama skal tage sin begyndelse.

Historien fortælles også med en nærmest komisk mangel på kontekst. Tag f.eks begyndelsen, hvor Andreotti fejrer, at han er blevet udnævnt til premierminister for syvende gang. Jeg har tænkt at han måtte have vundet et valg, og tidligere været i opposition, men nej. Andreotti var også premierminister før, han måtte bare danne en ny regering, fordi et parti var trådt ud af samarbejdet. Ufattelig udramatisk. Ligeledes udramatisk var det, da Andreotti trådte tilbage som premierminister, det var som filmen fortæller, fordi han håbede på at blive Italiens præsident i stedet.

Scenen hvor præsidenten vælges er en af de mest Sorrentino’ske scener overhovedet. Iscenesat som et stykke absurd teater, hvor Andreotti sidder tavs i centrum, og andre karakterer kommenterer og analysere hans opførsel. Og så pludselig et bizart lille klip af en faldende bil og en eksplosion. Og så får vi at vide, at Andreotti har tabt.

Den faldende bil signalerer mordet på anti-mafia dommeren Giovanni Falcone, en helt central ikonisk hændelse i Italiensk historie. I virkeligheden var det dog hans politieskortes bil, der blev blæst ned fra motorvejen af en stor eksplosion, mens Falcones vogn kørte ind i væggen, så egentlig er det den eskorterende bil vi ser. Og det var ikke helt mordet på Falcone som torpederede Andreottis planer, de var allerede kuldsejlet efter en korruptionsskandale var begyndt at rulle, og hans parti derfor havde klaret sig elendigt i det valg, der blev udskrevet som følge af hans tilbagetræden. Så det er ikke helt historisk korrekt. Men det er typisk for Sorrentino, at vælge at fortælle via det ikoniske.

For det er i høj grad altid det han gør. Ofte gør han det så ved at behandle alle mulige ting som om de var ikoner – kvindelige volleyballspillere i The Family Friend f.eks – via mesterligt kameraarbejde, gerne slowmotion, og fabelagtig klipning. Det får hans sekvenser ladet med betydning, ofte psykologisk, så heste bliver udtryk for udlængsel, og unge kvinder udtryk for mandlig frustration og begær. I Il Divo bruger han ikonografi fra Italiens historie: Mord, konspirationer, Andreottis helt særlige måde at gå og stå på, som Toni Servillo mimer formidabelt. Hvilket dog så også risikerer at gøre filmen fuldstændig uforståelig, hvis man ikke i forvejen kender til Falcone, Andreotti, Craxi (Andreottis socialistiske modstykke), Propaganda Due (en hemmelig antikommunistisk loge, der lader til at have været indblandet i alskens ondskab), Salvatore Riina (psykopatisk mafia-boss, der først myrdede alle andre mafia-bosser, derefter gik efter politikere og dommere) og ikke mindst Aldo Moro.

Aldo Moro var en anden tidligere premierminister, der i 1978 blev bortført af de Røde Brigader, og efter 55 dage i fangenskab blev myrdet – han er manden i bagagerummet i den tidlige sekvens. Affæren endte med hans mord bl.a. fordi Andreotti nægtede at forhandle med gidseltagerne, og rygterne har været mange om hvad der egentlig skete dengang i halvfjerdserne, ‘Anni di piombo’, årene med bly, som de kalder dem. Mordet på Moro er nok det mest ikoniske i moderne italiensk historie overhovedet, og ikonografien fra dengang hjemsøger filmen: Bagagerummet, det lille værelse han blev gemt i, Moro selv der stirrer anklagende ind i kameraet. I en sekvens lader Sorrentino endda Andreotti vredt indrømme, at han bevidst øgede spændingerne med venstrefløjen, for at skabe venstre-terror, og dermed delegitimere socialismen.

Det er nok i sidste ende en konspiration. Men hvem ved. Enormt meget fra den tid står stadigvæk hen i tåger. Forholdet mellem politik og mafia. Hvad faen Propaganda Due egentlig gjorde. Ingen i Italien ved rigtig hvad der foregik bag facaden. Men på overfladen skete der en masse ting, der blev taget en masse billeder, der var mord og eksplosioner og retssager og fester. Måske derfor forskellige billeder blev så ikoniske?

Da Andreotti endelig blev stillet for en dommer, så blev tingene også bare mere mudrede. Anklager om mafia-forbindelser faldt mere eller mindre til jorden af juridiske årsager, hvorfor ingen blev klogere på noget som helst. Og så blev Andreotti retsforfulgt for mordet på journalisten Mino Pecorelli i 1979, nogle andre billeder som hjemsøger filmen. Det virker på mig som en ret langt ude retssag, baseret mest på tidligere mafia-folks fortællinger, der ikke virkede særligt troværdige i retten. Det burde aldrig have været et specifikt mord, som Andreotti blev anklaget for, så meget som en generel korrumpering af italiensk politik, og dermed også af den italienske stat.

Kaosset efter korruptionsskandaler og de mange mord kulminerede i 1994 med valget af Silvio Berlusconi. Han var en ny tids politiker. Hvis Andreotti var politikeren som dunkel og ukendelig figur, så var Berlusconi politikeren som rendyrket overflade, smilende, charmerende og bunga-bunga dansende. Det er absurd, at Toni Servillo også spillede denne diametralt modsatte figur for Sorrentino i Silvio og de andre ti år efter. Men det viser både Servillo og Sorrentinos mesterskab at begge film fungerer, omend Il Divo er den mesterlige af de to.

Silvio og de andre ender med en bemærkelsesværdig lille scene. Der har været politisk kaos og fnidder og glamourøse fester i fire timer, men pludselig er der et jordskælv i L’Aquila, og tingene bliver meget virkelige. Over 300 mennesker døde, i høj grad fordi bygninger i Italien bliver bygget for dårligt, på grund af korruption og politisk dysfunktionalitet. Den slutning sætter tingene på spidsen, alle de mange groteske ting Sorrentino har skildret i de politiske film har pludselig virkelige konsekvenser.

Il Divo slutter helt anderledes. Med begyndelsen på en retssag mod Andreotti. Et rum bliver gjort rent, sikkerhedsfolk gør sig klar. Og så sidder han der på anklagebænken. Præcis ligesom han sad i senatet. På den ene side er magtmenneskets fald komplet. Men på den anden side er intet løst, for det er helt tydeligt en skueproces, stadigvæk ikonografi og det visuelle vægtet over noget mere substantielt.

Det er tragedien i Il Divo. Hvordan det italienske samfund helt mistede evnen til at kunne fortælle sin egen historie, og i stedet forfaldt til konspirationer, ikonografi, iscenesættelse. Der ligger en latent samfundskritik i den måde Sorrentino sammenstykkede sin egen film af ikonografiske billeder, hvor narrativ og sammenhæng gled i baggrunden.

Men udover de forskellige politiske pointer. Så medførte den strategi også bare, at Il Divo blev et uforglemmeligt æstetisk mesterstykke, fyldt med billeder man ikke kan få ud af hovedet, en formidabel central skuespillerpræstation, og mystiske men dragende sekvenser. At noget af det giver mig hovedpine har jeg tilgivet den.

Serien om Paolo Sorrentino fortsætter med This Must Be The Place