Palmesøndag del 411
(Bruno Dumont, Frankrig
Cannes 2006, Jury Grand Prix)
For de fleste kritikere er der ét stort skift i Bruno Dumonts filmografi: Tv-serien P’tit Quinquin i 2014. Her gik der full on komedie i den tidligere så seriøse franske instruktør, og de fleste af Dumonts film derefter har været virkelig bizarre og absurd-humoristiske – f.eks de to musicals om Jeanne d’Arc Jeannette (2017) og Jeanne (2019), samt sci-fi pastichen L’Empire (2024). Det er et væsenligt skel, og fungerer rigtig godt lige nu, fordi Dumont har lavet 14 film, og P’tit Quinquin kløver filmografien i to dele med syv seriøse og syv komiske film på hver side.
Skellet holder dog ikke helt – der var sjove scener før hos Dumont, ligesom der er senere film som ikke er morsomme overhovedet – og der er flere perioder hos Dumont, som det er værd at skille ud. I 00’erne lavede Dumont f.eks kun tre film (han lavede syv i 10’erne), og de rejste alle sammen væk fra Nordfrankrig, og virkede som om de på deres egen måde forholdte sig til samtidens store politiske sammenstød.
Af de tre, Twentynine Palms (2003), Flandres (2006) og Hadewijch (2009) var det kun Flandres der for alvor blev en succes, men den vandt så også Dumont hans anden Jury Grand Prix i Cannes. Fælles for de tre er det dog, at der går noget tabt i rejsen væk fra det Nordfrankrig, hvorfra Dumonts film suger deres kraft, ligesom filmene til tider bliver kvalt i deres politiske subtekst. Flandres er dog min favorit af de tre, men det er ikke den periode i Dumonts filmografi jeg er størst fan af.
Twentynine Palms var et chok, da den blev vist på Venedig-festivalen i 2003. Den foregår i den lille amerikanske ørkenby af samme navn, og er egentlig mest bare David Wissak og Yekaterina Golubeva, der boller og går rundt i ørkenen, indtil lidt for den tids franske film ekstremt typisk ultravold også lige bliver kastet indover. Twentynine Palms bygger videre på temaer fra de to tidligere Dumont-film, men ting som eksplicit sex og overrumplende vold kunne overhovedet ikke fungere uden den indpakning det var i hans Nordfranske film. Jeg tror lidt filmen skal ses som en kommentar til George Bushs USA, og den voldelige tid som verden gik ind i efter 9/11, men det gør ikke filmen til et større kunstværk.
Flandres er også ret nem at se som en kommentar til Irak-krigen, som på daværende tidspunkt (2006) allerede var kørt af sporet. I det mindste er vi dog til at starte med tilbage i Nordfrankrig, hvor André (Samuel Boidin) og Barbe (Adélaïde Leroux) er naboer helt ude på landet, hvor de kører traktor sammen og har sex i skovbunden. Meget tavse André er dog på vej i krig, hvorhenne ved han ikke rigtig, og efter han overfor et vennepar har benægtet at Barbe er hans kæreste, finder hun i stedet sammen med Blondel (Henri Cretel), der er lidt bedre til at sige, hvad han gerne vil have. Blondel skal dog også i krig, så i anden halvdel af filmen traver mændene rundt i et voldsorgie i en ørken blandt den fjendtlige lokalbefolkning, alt imens Barbe bliver mere og mere alene og desperat i det tomme Nordfrankrig.
Der er et vidunderligt øjeblik, hvor André bliver spurgt om i hvilket land det er han skal være soldat, og bare trækker på skuldrene. Den slags plejer ellers at være relativt vigtigt i en krigsfilm, men Dumont er ligeglad – og det er endnu et eksempel på at hans tidlige film også godt kunne være sjove. Nu siger jeg jo, at filmen handler om Irak, men Frankrig sendte ikke soldater til Irak. Det virker som om de lokale mænd er indkaldt til tjeneste, og i så fald minder det vel mest om krigen i Algeriet, men filmen virker absolut ikke som om den foregår i 50’erne eller 60’erne. Det kunne i teorien være Afghanistan, men det virker heller ikke korrekt.
I stedet kommer forklaringen vel af titlen. Den får mig til at tænke på John McCraes berømte digt In Flanders Fields om Første Verdenskrig, der begynder: In Flanders fields the poppies blow / Between the crosses, row on row, / That mark our place; and in the sky / The larks, still bravely singing, fly / Scarce heard amid the guns below. Med sin sammenstilning af krigen og naturen er digtet blevet en af de mest berømte skildringer af krigens unaturlighed. Filmen Flandres dyrker på samme måde naturen i de storslåede landskabsbilleder af ellers ret ordinære marker og bakker i Nordfrankrig, som dog alligevel virker som om de rummer et eller andet. Det er som om de er besjælede på en eller anden måde, men særligt André kan ikke se det. Så han forsøger at finde sin mening i ørkenen, med katastrofale følger.
Der er ingen mening i ørkenen, kun vold. Sådan var det også i Twentynine Palms. Det er også ret så filmisk uinteressant. Det store problem ved de film Dumont har lavet i udlandet er, at han simpelthen ikke får gjort billederne særligt interessante. Jeg får nærmest intet ud af Twentynine Palms, og selvom Flandres er en del bedre, så er det slående hvor meget bedre billederne er i de sektioner som foregår i Frankrig, frem for det som foregår i Mellemøsten. Krigsscenerne bliver virkelig hårde at komme igennem, dels fordi de er umanerligt ubehagelige, men også fordi de ganske enkelt ikke er særligt gode.
Dumont vandt med Flandres for anden gang Jury Grand Prix i Cannes, normalt opfattet som festivalens andenplads. Man kunne tro han nærmede sig en Guldpalme. Men i stedet måtte Hadewijch, der igen på abstrakt vis handler om noget samtidsrelevant, denne gang religiøs radikalisering og terror, tre år senere nøjes med en efterårstur på Toronto og San Sebastian, den mindst prestigiøse festival-lancering Dumont nogensinde havde fået, og Hors Satan fra 2011 kom kun i Cannes i anden række, Un Certain Regard. Det virker som en degradering, som om festivalen alligevel ikke syntes Dumont udviklede sig nok.
Hadewijch har ellers sine kvaliteter, og forsøger i det mindste ikke at være konfrontatorisk ubehagelig som Dumonts to tidligere film. Hors Satan er voldsomt undervurderet, og føles i nogen grad som et comeback for instruktøren. Den foregår udelukkende i det nordfranske landskab, hvor mystiske karakterer driver rundt og synes at bestemme over liv og død. Det er Dumont skrællet helt ind til benet: Liv og død, godt og ondt, i de nordfranske klitter. Camille Claudel 1915 fra 2013 er en lidt atypisk Dumont-film, Juliette Binoche i en biopic om den kendte franske maler, der blev indlagt på et hospital de sidste mange år af hendes liv. Men den rammer noget af den samme minimalisme som Hors Satan, hvilket føltes lidt nødvendigt for instruktøren. Og så gik der ellers maximalisme og absurd-komik i den med P’tit Quinquin.
Nu har Bruno Dumont lavet fjorten film, og at der er tre film i streg, som jeg synes er under middel, det gør ikke længere så meget. Tre film i streg betyder dog, at Dumont ikke lavede noget mellem 1999 og 2011, som jeg sådan synes er rigtig godt. Hans abstrakte stil gjorde sig aldrig rigtig godt til politiske emner som krig og terror, og så var han aldrig god til at filme ørkener. Det er som skildrer af Nordfrankrig som mytisk landskab at han har sin unikke styrke. Som titlen antyder er der rigtig meget af det i Flandres, hvorfor den alligevel klart er den bedste af de tre film Dumont lavede i hans svage fase. Men det er synd og skam med de dårlige krigsscener.
Serien om Bruno Dumont fortsætter med Mysteriet om Slack Bay