Første sæson af Matador går fra 1929 til 32. Sæson to går fra 33 til 37. Sæson tre går fra 37 til 43, mens sidste sæson går fra 44 til 47. Måske er det ikke så mærkeligt at sæson tre, der altså dækker en længere tidsperiode end nogen af de andre sæsoner, er den mindst sammenhængende af de fire. Rent plotmæssigt giver det også mening: Sæson et fortalte historien om hvordan Mads Skjern kom til byen og fandt sin plads, sæson to fortalte historien om en kamp mellem de gamle kræfter og de nye. Hvilken historie kunne sæson tre overhovedet fortælle, som ikke ville føles som genbrug? Der er én historie tilbage, og det er historien om hvordan Mads Skjern selv bliver til en af de gamle kræfter i byen, der skal forholde sig til fremtiden, og den historie gemmes til sæson fire. Der er med andre ord ikke rigtig nogen større historie, som ‘Hr Stein’ skal binde sammen, og ikke rigtig behov for at det skal føles som en opsummering. Det giver så plads til i stedet at lade afsnittet handle om noget helt andet. Som så alligevel formår at opsummere hele sæsonen ret fremragende. Det er sgu meget godt gået.
Men inden vi når så langt, så skal der lige bindes krølle på nogen af de historier, der trods alt har været i sæsonen. For det første er der historien om p-huset, som Skjold-Hansen og Varnæs blev enige om at bygge i afsnit 13, og som Skjold-Hansen udlejede til tyskerne i afsnit 16. Det er dén ejendomshandel, der er for sæsonen hvad fabriksbygningen er i sæson 2, og det er værd lige at tænke over hvor meget den løber af sporet for Varnæs. Ikke nok med at det er deres have der bliver udstukket, det bliver også højere end forventet fordi Hans Christian skal gøre Jørgen en tjeneste. Og så bliver det en dårlig forretning, da der indføres benzinrationering. Hvorefter det så også bliver en moralsk anstødelig forretning, da Skjold-Hansen udlejer til tyskerne. Hvorefter så til sidst der kommer sabotage, knuste ruder, mændene hevet med på stationen, og tyske soldater udstationeret i haven. En pointe sæson tre gør helt klart: Det er ikke nemt, det som Mads Skjern gør, og hverken Skjold-Hansen eller Hans-Christian har på nogen måde den næse for gode handler som Mads har.
Et par andre fortællinger der samles op: Som en art Tjekhovs lokum finder tyskerne de billeder som Larsen har haft gemt derude, hvorfor den gamle mand bliver sendt i fængsel. Det kunne være højdramatisk, men det fortælles mere som en joke, med god mad i lange baner og kortspil. Det er en af de mere ikoniske sekvenser, men hvis det var ment som det dramatiske højdepunkt i sæsonen, så havde det nok ikke fungeret. Og så er der bryllup mellem Ellen Skjern og Mogens Lamborg, som blev introduceret i sidste afsnit. Bryllupper er den slags ting der ofte gemmes til sæsonafslutningerne, men det er nok de færreste seere der ligefrem har gået og spekuleret på hvordan det mon skulle gå med Ellen og Ulrik. De to ting er såmænd vigtige nok, men det er ikke det, som afsnittet er husket for.
Det vigtige er naturligvis den historie, der først introduceres med ca en halv time tilbage af afsnittet, da en oprørt kvinde vi aldrig har set før, løber hen til banken for at tale med Hr Stein. Der er så mange mesterlige detaljer i den fortælling, men læg mærke bare til hvordan Maude læser en notits om jøder højt fra avisen, mens vi ser tyskerne komme hen til banken. Hvorefter hendes næste replik er: ‘Har du ikke selv cigaretter?’ til Ulrik. Hun forstår ikke hvad der foregår, hun kender naturligvis ikke til koncentrationslejrene, det angår ikke rigtig hende. Hun bryder sig ikke om det, men det er heller ikke noget som hun kan gøre noget ved.
‘Jeg er bange for at spillereglerne for Korsbæk er sat ud af funktion’ Sådan siger Hr Stein til Daniel, da Daniel ikke kan forstå hvorfor det pludselig er hemmeligt at Hr Stein er hos Varnæs. Det er helt grundlæggende det, der sker i sæson tre. Spillereglerne ændrer sig. Men når de hidtidige spilleregler var det der i sidste ende ledte til at tyskerne kom til at stå i baghaven, så er det heldigt at Maude og Daniel så hurtigt finder på nye spilleregler. Det er det triumferende øjeblik for Maude, det vi har ventet på, hvor hun virkelig træder i karakter i nødens stund. Det mest fremragende er måske variationen over hendes faste replik, da hun siger ‘Hvem siger jeg ikke kan lægge mig, her er jo rent og pænt’. Før trak hun sig altid op på sit værelse, af frygt for alt det uvedkommende snavs. Nu hvor det værste snavs viser sig – der var ikke større snavs i det tyvende århundrede end jødeforfølgelserne – så står hun klar, så er et grisehandlerhus ikke noget problem. Som med Laura for to afsnit siden, så er det payoff på en historie der har spændt over flere sæsoner.
Og så de fabelagtige møder der kommer derefter. De to bankansvarlige, Hr Stein og Kristen Skjern, i en lille ambulance. Daniel Skjern i stuen hos familien Varnæs, hvor han endda får en sjus med Hans Christian. Og til sidst: Kristen Skjern i stuen, ikke blot med Maude og Hans Christian, men også med Elisabeth. Et lille nik fra Elisabeth siger alt. Det er første skridt på forsoningen mellem de to. Det er her at der rent faktisk bindes krølle på sæson tre, det er bare det, at det har været endnu en sæson hvor de vigtige historier egentlig handler om kvinderne, især om Maude og Elisabeth. I første afsnit fik Maude skæld ud af Regitze fordi hun ikke måtte få en hund. I sidste afsnit får hun skæld ud af Ulrik fordi… Ja, det er lidt svært at forstå. Men Maude forsøgte til at starte med at skabe et nyt liv, og til sidst forstår hun det ikke bare handler om at lave noget nyt, det handler om at opføre sig anderledes. Og at hun har evnerne og modet til at hjælpe andre. Mildest talt.
Sæsonens første billede var af revnerne i Mads Skjerns nye hus, som skulle kalkes før de kunne flytte ind. Mørke og råd, der bare skulle dækkes til. Vi slutter med et smykke, som Hr Stein havde med dengang hans slægt måtte flygte fra Kiev. ‘Det var forrige gang’ siger Kristen i en af de mere frygtelige replikker. Men denne gang blev råddet ikke bare dækket til. Det blev set i øjnene, og det blev håndteret. Det er historien om sæson tre, en sæson der går fra mørke, ind i mere mørke, indtil det hele næsten er for mørkt, og så frem mod lyset igen. Af de fire sæsoner er det slutbilledet fra sæson tre, af en grædende Maude der siger ‘Det har jeg ikke ord til at fortælle’, der giver den mest håbefulde klump i maven.
Lidt til:
* Det er helt åbenlyst Elisabeth som har skaffet nøglen til porten så modstandsfolkene kunne komme igennem, og det er lidt pudsigt Maude ikke regner det ud. Mon Hans-Christian forstår det?
* Jeg elsker kameraturen hvor tyskerne går ind i banken, første til venstre hen langs muren, og så op og se ind af vinduet. Men læg mærke til at der er et lille klip. Det er ikke én tur, det er to. For som med de fleste sets, så er det ydre og det indre af banken ikke samme sted.
* Rangering af afsnit: 4 > 6 > 5 > 2 > 1 > 3. Enig, uenig?