50. Pardans – Peak Happiness
Pardans lægger ikke skjul på deres inspirationskilder, på et tidspunkt på Peak Happiness nævner de endda at være backstage til Black Country, New Road. Og det lyder da også som om den danske kvartet har fået hørt en hel masse fra fra den nye britiske post-punk bølge, der nærmest ikke eksisterede da de udgav deres seneste – mere Iceage-lydende – album i 2018. Men nu er der lidt Black Midi agtig prog i post-punken, skæve taktarter, og tekster om f.eks Donald Trumps forhold til Stormy Daniels. Det er ikke specielt selvstændigt, men forbasket veludført og medrivende.
49. Gobs – Knuste hjerter heler aldrig
Ja, Gobs er for meget, og ja, Gobs lyder som Gilli, og nej, man kan ikke tage det seriøst, og ja, der er rigtig meget hjerte-smerte lyrik. Men Knuste hjerter heler aldrig er så helt vidunderligt skamløs, at det alligevel var et af årets bedste pop-albums. Hvor dansk pop bliver mere og mere seriøst, så var Gobs bare et opkog af effektive elementer – kor, klaver, beats – stykket uomtvisteligt kompetent sammen af først og fremmest Mike Lowrey, hvis producer-evner gør pladen langt mere interessant end den behøvede at være. Og når så vi rammer det absurde fem minutter lange melodrama ‘De Ensommes Gade’, så rammer Gobs et niveau af sødsuppe-pop, der er helt uhørt – helt uironisk et af årets største danske must-hears.
48. Irmgard – Irmgard Irmgaard
For nogle år siden var hvad Simon Reynolds har kaldt ‘conceptronica’ all the rage, og det meste eksperimenterende musik skulle være teoretisk/politisk og have brug for en forklaringsmanual for at kunne forstås. I mit 2023 stødte jeg på et væld af eksperimenterende musik, der hellere ville bruge helt simple og følelsesladede koncepter. Tag nu f.eks Irmgard aka Astrid Nørgaard – som, full disclosure, jeg har arbejdet sammen med – der på debuten baserer sin musik på moderens væverier. Med sangtitler som ‘The Fabric we’re made of’ og ‘Caregiver’ kommer man umanerligt til at tænke på helt nære relationer. Hvilket får den helt simple musik fra den unge komponist – mest bare hendes egen altsaxofon, der binder sig intimt sammen med Astrid Thysks violin, tilsat en elektronisk bund – til at virke umanerligt rørende.
47. Astrid Engberg – Trust
Astrid Engberg er en af landets bedste arrangører og producere, og Trust er et af årets mest ambitiøse forsøg på at lave et sammenhængende album-værk. Sangmaterialet kan ikke helt bære det, og der går til tider lidt mange interludes og spoken word-paroler i den, men prøv omvendt at lytte til de vidunderlige 47 sekunder der udgør ‘Feelings’, eller til arrangementerne af numre som ‘Blue Rise and the Fall’ og ‘Adaptation (Walls)’. Her lyder Engberg som en kunstner der engang vil lave mesterværker.
46. Ribbons – Dora
Debutalbummet fra den dansk-polske duo Ribbons, bestående af Stefan Weglowski og Christian Stadsgaard (Vanity Productions) lyder en del af tiden som ret typisk synth-ambient. Men på andre dele af deres internet-fokuserede album er det som om de i stedet spiller på samples fra vore dages kakofoniske støj. Salgsstemmer, støj-kilder, jingler, bliver til en hakkende, brummende, overvældende lydstrøm. Som når man bruger for meget tid på nettet er det fascinerende, men også trættende i længden, hvorfor de stille synth-passager bliver til værdifulde pauser.
45. ArtigeArdit – LÆNGE LEVE
Kort efter Soundvenue gav seks stjerner til LÆNGE LEVE bragte de en artikel, der funderede over hvorfor rappere så ofte bliver hyldet mest når de bevæger sig væk fra rapmusikken. LÆNGE LEVE blev hyldet for sine indie-rock’ede produktioner, desuagtet at de var langt mindre innovative og medrivende end den trap og proto-drill ArtigeArdit beskæftigede sig med på albums som VILDEDAGE. Alligevel måtte jeg delvist overgive mig, for selvom numre som ‘Sidste gang’ og ‘Sig hvad du vil’ ikke var unikt god rap, så var det umanerligt god indie. Energisk, kantet, og ja, med vildt gode tekster. Den højstemte gospel-rap lyder efter Stormzy, Little Simz og utallige andre efterhånden mestendels som en kliché, men alligevel fungerer LÆNGE LEVE som helhed. Og den unge mand kan jo stadig også så meget andet, hvilket han beviste da han senere på året udgav nu hvor vi er her med Lamin. Imponerende år for en dansk superstjerne, der for alvor er ved at finde sig selv.
44. Stepz – Dit liv dit valg
Ingen i dansk hiphop passer så godt sammen som Stepz og producer Nicki Pooyandeh. Pooyandeh producerer så overvældende meget musik hvert år, og forsøger altid at have fingeren på pulsen. Stepz rapper rapper rapper, på den måde hvor det virker som om han derudover bruger sin fritid på at lytte til rap, så han kan få flere idéer til at rappe. På Dit liv dit valg, hvor Pooyandeh har produceret samtlige 14 numre med blot en enkelt co-producer, holder de sig lidt skuffende til det sikre og lidt poppede, med enkelte udstikkere som f.eks det vidunderlige jersey club beat der afslutter ‘Præcis’. Men tempoet er så højt, og alt er så gennemarbejdet, at det nærmest nonchalant blev årets bedste danske trap-album.
43. Dub Tractor – Wait
Dansk elektronisk musik er i en guldalder for tiden, og det var ganske passende at grand ole man Anders Remmer fra Future 3 bidrog med nok en stærk plade her snart 30 år efter debuten Discrete Recordings fra 1994. Der var ikke meget dub indover i denne omgang, til gengæld var der et gennemarbejdet, frostklart og knirkende maskinelt univers. Som kun virkede lidt gammeldags fordi det trak så meget på halvfemserne, mens moderne electronica i højere grad er firser-inspireret.
42. Peter Rosendal – Vejviser
Jazzpianisten Peter Rosendals album indeholder enorme mængder fuglefløjt han har optaget rundt omkring i Danmark, samt hele to klaverer der danner ret afstressende melodier, plus svævende blæsere i ny og næ. Det naturhyldende album vækker næsten minder om tidens hypede synth-værker som dem af f.eks Sofie Birch og Astrid Sonne, men hvor deres naturhyldester kan virke filosofiske og abstrakte, i høj grad en undersøgelse af energier og det sublime, så er Rosendals have-agtige natur helt konkret, helt legende, helt finurlig. Og så var nummeret ‘Peter’s Garden’ feat. Nancy Harms årets store vokaljazz-banger.
41. Sidechains – Vands transparens
Det er forbløffende hvor godt titlen Vands transparens passer til en plade, der udelukkende består af saxofon-klang, men lyden er vitterligt flydende, transparent, helt gennemsigtig, selvom det alt sammen er skabt i metalrør. De fem musikere – Maria Dybbroe, Svend Meinild, Martin Stender, Francesco Bigoni og Henrik Pultz Melbye – kendes fra et væld af andre danske jazz-bands, og Sidechains lyder virkelig meget som et sideprojekt. Det er ikke fordi lyden har så meget potentiale, det føles ikke som om det kan gøres så voldsomt meget bedre end det her, men Vands transparens var et af årets bedste albums som tænkepause, et fyrre minutters dyp i et ocean af strømmende blæserharmoni.
