Der er kun seks afsnit i hver sæson af Matador, men alligevel er der ikke en eneste sæson hvor der er plot nok til alle afsnit. Det har forskellige konsekvenser, det giver f.eks. plads til dejlige mængder luft og liv i nogle af seriens bedste afsnit, mens det til andre tider føles som om personer og plots står en smule i stampe. Men der er intet tidspunkt hvor Matador står så meget på standby som i sæson 3 inden tyskerne kommer, og det leder til et par afsnit der føles så meget som opsummeringer at det nærmest bliver meta. I ‘Brikkerne’ handler det om at luge ud i seriens persongalleri, af årsager som har lige så meget med produktionen af serien at gøre som med fortællingens plot, og som titlens hentydning til en af grunddelene af Matador-spillet antyder, så bliver det til en meget grundlæggende diskussion af hvad det egentlig er serien handler om.

Det ses fra start af. Ingeborg tager en snak med familien Skjern’s stuepige Gudrun, om ikke hun har lyst til at stå i butik, måske endda til at tage en uddannelse. Snakken står i skærende kontrast til hvordan familien Varnæs behandlede Laura, der i sæson 2 decideret blev en præmie i et ludospil. Hos Skjern er man ikke præmier, der er alle brikker. Men er det godt nok? Centralt i afsnittet bliver Arnold Vinter, der håber at blive direktør på Mads Skjerns nye fabrik i København. Gennem afsnittets efterhånden ganske typiske intriger mellem Skjern og Varnæs, denne gang som konsekvens i Jørgen Varnæs’ forlængede juleferie, står han på sidelinjen og regner med at blive brik der lander det helt gode sted. Han ikke bare regner med at blive flyttet hen til København, Arnold slår også op med sin forlovede Agnete, som ikke passer ind i planerne. Også hun er en brik, som Mads Skjern nærmest ikke ved han rykker rundt med. Men konklusionen er mørk, Vinter skal ikke til København, men til Skælskør i en langt mindre vigtig stilling. Og tragedien er så meget desto større, fordi Mads Skjern aldrig opdager han gør noget forkert. Hvad nærmest værre er, Ingeborgs indsats, der sikrer at den gravide Agnete kommer med til Skælskør, finder heller aldrig ud af at parret sådan set havde håbet på noget andet, at hun kun har sat et lille plaster på såret. Hos familien Skjern har man indset at de jævne er brikker, ikke præmier. Men det er som om der stadig er en forskel: Der er dem der spiller spillet, og dem der bliver rykket rundt. Præmier. Brikker. Og spillere.

Der er vitterlig få afsnit som føles så meta som ‘Brikkerne’. Dette skyldes måske især også omstændighederne omkring afsnittets opståen. Miljøet omkring Arnold, hans mor Violet, den logerende Hr Schwann og kusinen Ulla var i sæson 2 nærmest ved at blive en central spiller i handlingen, på linje med Agnes og Rødes lejlighed. Men det er ikke blot Arnold, men også Hr Schwann der skrives ud af serien på én gang. I begge tilfælde spejler exitten skuespillernes skæbne: Arthur Jensen, der spillede den selvbevidste og snobbede inkasso-mand, havde offentligt sagt at han fortjente en lønforhøjelse, og var blevet besværlig for produktionen. Esper Hagen, der spillede Arnold, fik efter serien ikke flere store roller og da han døde gik de fleste historier på at folk plejede at se ham på diverse værtshuse. Lise Nørgård har svoret at han ikke drak under optagelserne, men det er alligevel svært ikke at sammenligne figurens nederlag med skuespillerens ditto.

Måske ikke så mange præmier, men Brikker og Spillere. Sådan er det også med en tv-produktion. De to væsenligste Spillere ved Matador er naturligvis Lise Nørgård og Erik Balling, det er de to kunstnere der står som værkets afsendere. Det var dem der bestemte hvem der skulle have de store roller, de gode momenter, hvilke karakterer der skulle gå ned med flaget og hvem der skulle blive helte. Det er som om der er en kunstners selvindsigt i især Ingeborgs delvist bevidste måde at rykke rundt med folk på. For hvad bilder folk sig egentlig ind, sådan at rykke rundt på folk? Selvom det er gjort i den bedste mening, sådan som Ingeborg gør det, er der så ikke noget grundlæggende uanstændigt over det? En risiko for at man rykker forkert, og skader mere end man gavner.

Der er dog en anden måde at forstå hvem ‘Brikkerne’ er, som står tydeligt frem i et andet subplot. Iben og Kristens ægteskab er ikke et af de mere dynamiske plots, men det hjælper tematisk. Især er det slående hvordan folk bliver ved med at tale om Iben som en der skal påvirkes, formes, laves om, så hun passer til rollen som husfrue. Det er trist den måde hun er blevet fanget i en rolle hun ikke havde forestillet sig, hun havde tydeligvis troet at Kresten ville give hende mere frihed. Han lod jo Elisabeth gøre hvad hun ville. Men Kristen er ikke mere progressiv end at han mener de hver især har deres roller, og at han selv har valgt sit job, selv rykket sin egen brik, mens hun er blevet presset ind i sit job, det har han ikke blik for. En mindre interessant serie havde ladet Iben være skurken, et usympatisk bump der har ødelagt det for Kristen og Elisabeth, men her er det i høj grad Kristens egne idéer der fanger dem begge.

Afsnittet kulminerer i den korte scene med Agnete og hendes mor. På ingen tid – scenen er under to minutter – får vi tegnet et liv op, en familie-tragedie i flere generationer. Ting vi lærer i forbifarten: Agnete er født uden for ægteskab, en ‘fejltagelse’. Hendes far – Hansen – er formentlig hendes stedfar. Hendes søster Betty har også et uægte barn. Og hendes gamle mor fortryder, føler hun har spildt sit liv uden at børnene har fået nævneværdigt bedre vilkår. Det er hjerteskærende. Samtidig er det en reminder om hvor stor Matador formår at få Korsbæk til at føle, når den er bedst. Og at alle, selv præmierne og brikkerne, har deres egne liv, forhåbninger og forhistorier.

Ceterum…

* Neville Chamberlain landede i London med München-aftalen d. 30 September. I parantes sagde han ‘Peace for our time’ og ikke ‘in’.

* Vi lærer i øvrigt også at Agnetes far – eller stedfar, eller hvordan det hele hænger sammen – er arbejdsløs.

* Han har ikke noget navn endnu, men vi introduceres til bankassistent Poul Kristensen, der inviterer Ulla Jacobsen på date, og senere kører med Iben. Ham kommer vi til at se mere til, snøft. Den gamle mand der sidder bag dem og sender bebrejdende blikke kommer vi vist desværre ikke til at høre mere om.

* Scenerne mellem Røde og Agnes bliver mindre og mindre sjove som serien skrider frem, men Røde der forsøger at belære de tre kvinder om hvordan verden hænger sammen, alt imens han vil have øl og kaffe, det er en af de bedre. Han savner den intersektionelle forståelse for hvem der egentlig rykker med brikkerne, gør han.

* Lærer Andersen ender mestendels med at være latterlig, men han har måske den mest ubehagelige opførsel af nogen karakter i noget afsnit overhovedet, og det inkluderer diverse nazister. Sæson 3 er mørk.

* Nyd hvordan mødet mellem Mads og Hans-Christian bygges op med musik og fotografering af biler. Det er også ret stort, første gang i serien hvor Hans-Christian, og dermed den gamle verden, må bede Skjern om hjælp. Hierarkiet af spillere ændrer sig også.