Kom ikke her og sig Matador ikke har tålmodighed. Helt tilbage i afsnit 3, ‘Skiftedag’, forklarede Laura, at hvis man ville være ‘fin’, så skulle man blive hvor man var. To sæsoner, tretten afsnit, ti år senere, og Laura får endelig sin medalje. Men er hun fin? Er hun tilfreds? Det spørgsmål bliver pludselig nærmest til seriens bankende hjerte. Og det i et afsnit der alene af historiske grunde ville være blandt de vigtigste i serien. Det er stærkt set og stort forløst. Det er muligvis det bedste afsnit overhovedet?

Første halvdel, der kredser om Lauras medalje fra ‘Selskabet for Trofast Tyende’, indeholder både subtile og knap så subtile pointer. At f.eks. Maude ikke rigtig bryder sig om at hænge ud med Laura, og forsvinder med en veninde så snart chancen byder sig, er ikke voldsomt subtilt. Eller at Laura har billet til 1. klasse, men ikke bryder sig om at sidde der. Stærkest er dog scenen i kirken, der er så absurd, så mørk, at den har noget spøgelses-agtigt over sig. Kirken er næsten helt tom, for det trofaste tyende har ikke nogen der kommer og hylder dem (de har jo netop været så ‘trofaste’ fordi de aldrig er blevet gift…) Laura er nærmest den yngste, de resterende gamle damer har siddet fast i 50 år, og ingen af dem ser ud til at have noget specielt godt forhold til deres fruer. Og så talen, om hvordan tyendet tjener fruer, som tjener mænd – som underforstået tjener nationen, kongehuset, etc. Der er ikke meget ‘fint’ over det, der er bare hierarki. Det er fastfrosset, et frosset rum, frosne mennesker, en frossen verden. Der er ikke noget at sige til at Laura bliver ked af det.

Det er en stærk og mystisk kobling der laves til besættelsen, som sker allerede morgenen efter. Elisabeth anklager Maude for manglende proportionssans når hun efter Lauras opsigelse udtaler ‘En ulykke kommer sjældent alene’, men de to hændelser er forbundne ifølge serien. I talen til tyendet beklages tidens ‘opløsning og forfald’ og de præmierede lykønskes for at bevise at ‘der stadigvæk eksisterer flid og troskab’. Og så længe det der opløsning og forfald er langt væk, så kan det give mening at forblive trofast og flittig. Hvad de fornemme i kirken, eller rundt om kaffebordet hos Varnæs, ikke forstår, er, at opløsningen og forfaldet ikke blot kommer udefra. Det kommer indefra. Det er deres verden, der har spillet fallit, der ikke har formået at udføre deres del af opgaven. Tyendet tjener fruen, som tjener manden, som tjener nationen, men hvis ikke nationen består, og i en eller anden forstand forsvarer befolkningen, hvad er så formålet med resten af rangordenen?

Det er en mærkelig effekt i Matador. Jo tættere vi kommer på krigen, jo mørkere og mere trøstesløs bliver afsnittene, men så snart invasionen rent faktisk sker, så er det som om der bliver sat en eller anden energi løs. Det sker blandt de erhversdrivende, hvor både Skjern og Skjold-Hansen ser forretningsmuligheder – men to meget forskellige af slagsen, må man nok sige. Det sker også i befolkningen, der samler sig sammen om alsangen, hvilket den nye borgmester udnytter til at få finansieret en vej til en ny folkepark. Og det sker for Laura, der begynder at arbejde som kogekone, men hurtigt må indse det heller ikke ligefrem er lykken.

Hvad er det egentlig der sker her? Jeg sidder med en klump i maven, for hvad præcist er det for en udvikling Laura går igennem? Hun starter ud med at være trist og ked af det, og bliver ignoreret af alle andre end Elisabeth. Så bliver hun selvstændig, finder ud af at de fleste andre steder er endnu værre end familien Varnæs, og så er hun stadig ked af det. Så spørger Hans-Christian om hun vil hjem, og så tager hun hjem. Der er ting som er nemme at se, at hun reagerer på at blive behandlet som – mere – ligeværdig den aften i beskyttelsesrummet, f.eks. At hun også indser, at om hun måske aldrig bliver fin, så er hun da i det mindste blevet dygtig, og efter hun har fået bevist det vil hun gerne vende tilbage dertil hvor forholdende er bedst. Men stadig, hvad siger de konklusioner om de resterende spillere og brikker i Korsbæk?

For mig virker det centrale ikke til at være noget specifikt svar på det spørgsmål, der bliver ikke formuleret nogen morale i dette afsnit. Det centrale er det øjeblik hvor Laura og Røde bugserer hendes møbler tilbage til familien Varnæs igen, mens Matador-temaet spiller. En af brikkerne har taget sit sidste træk, har af egen fri vilje rykket hen hvor hun helst vil være. Er det en god ting fordi hun selv har valgt det? Eller er det lidt melankolsk, at hun ikke ville noget mere? Det er som i så megen kunst op til den enkelte at vurdere. Hvilken følelse sidder vi med i maven?

På mange virkelig brutale måder var Anden Verdenskrig faktisk noget af det mest dynamiske der skete i det tyvende århundrede. Det medførte at kvinder måtte ud på arbejdsmarkedet, mens mændende var ude at slås. Det medførte diskriminerede grupper fik mulighed for at bevise de kunne kæmpe lige så godt som alle andre. Og fordi så mange i eliten blev taget som værnemagere – hej hej Skjold-Hansen – så gjorde det samfundende mere egale og dynamiske efter krigen. Det er i og for sig det samme som sker i Matador, efter at Korsbæk har været frosset i frygt for fremtiden, så sker det værste nogen overhovedet kunne forestille sig. Og… det giver en masse muligheder for at bevise hvem man er. I de næste fem afsnit vil nogen være helte, nogen vil være skurke. Det er i de her afsnit at meget af det mest ikoniske sker. Dermed ikke sagt at mørket går væk, det kommer tilbage i de sidste tre afsnit. Men fordi tingene bliver sat på spidsen, fordi illusionerne brister, så giver det mulighed for at se virkeligheden i øjnene. Det gør Laura først af alle. Det er bittersødt, det hun ser. Det er også ualmindelig stærkt.